![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0033.jpg)
at man kunde hjælpe paa den ved Love og Forordninger,
naar der var et eller andet i Vejen. Paa den Maade frem
medes det heles vel bedst. Alt og Alle skulde regeres af den
faderlige Enevælde, der stedse var villig til at lytte til sine
Undersaatters Klager og rette, hvad rettes kunde.
Dette Styrelsesprincip havde imidlertid den Ulempe, at
det let blev til et Undtagelsens Regimente, der hvert Øjeblik
kom bort fra al gældende Regel. Det kunde vanskeligt und-
gaas, at en Naadesbevisning mod en, blev en Uretfærdighed
mod en anden; der kom en Mangel paa Følgerigtighed i
Styrelsens Fremfærd, saa det til Tider var vanskeligt at vide,
hvor man havde den.
Overfor Lavsvæsenet havde denne Vankelmodighed især
uheldige Følger.
Til Tider holdt Regeringen paa Lavene og beskyttede
dem mod Fuskere. Til andre Tider aabnede den Sluserne
for den frie Konkurrence og lod Markedet fyldes af alle Slags
Bønhaser, Vanføre, Soldater og alskens Projektmagere mellem
hverandre. Syv Sind over en Dørtærskel.
At Malerlavet allerede tidligt har lidt af disse Sorger,
erfarer vi af et Bønskrift, som Oldermanden
Johan Surland
i
Aaret 1688 indgav til Kongen, hvori han »klageligen« gjorde
opmærksom paa den »Indpas og Afbræk«, der tilføjedes
Malerne af Fuskere.
Klagen maa have rørt Kongen, thi under 22. September
s. A. fik Magistraten Befaling til at »beskærme og haandhæve
Malerne ved deres allernaadigste Privilegier«.
Saa heldig var Lavet ingenlunde altid. Det kunde endda