29 / 180
Gud i mange Maader fortørnes, adskillige Paafund er optænkt,
hvorved stor Ødselhed foraarsages, og Haandværksfolkene den
ene den anden med stor unyttig Omkostning besværger, Tiden
og, som de til deres Næring skulde bruge, unyttig bortspiller,
og derover endelig selv i største Armod og Skade geraader«.
Det foreskrives derefter, at ingen skal være forpligtet til
at staa under noget Lav, »langt mindre nogle selvgjorte Ved
tægter, som hidtil haver været i Agt taget staa for fulde.«
Kongen vil selv resolvere, hvilke Haandværk, der skal staa
under Lavsartikler. Indtil saadant skete, maatte Bryggere,
Bagere, Slagtere, Badskærere, Guldsmede, Tømrere, Snedkere,
Murere, Smede, Kandestøbere, Prammænd, Færgemænd, Vogn-
mænd, Bødkere og Brolæggere nyde de dem allerede tilstaaede
Artikler.
I denne Fortegnelse over Haandværk, der vedblivende ere
forsynede med Lavsartikler, savner vi
Malerne.
Dyrkerne af dette Haandværk har altsaa faaet Tilladelse
til at staa udenfor Lavsorganisationens Rammer, hvad der
reelt vil sige det samme som, at Malerlavet er bortfalden.
Nogen formel Ophævelsesakt er dog næppe udstedt, og sand
synligt er det heller ikke, at Lavet skulde have opløst sig
selv. Vi tør tværtimod gaa ud fra, at Malerne har presset
paa Regeringen for at faa nye Love.
I den Omordning af Lavsvæsenet, som fandt Sted de
følgende Aar ved Udstedelsen af nye Artikler, lykkedes det da
ogsaa Malerne at komme med.
Den 29. April 1684 gives der dem en ny Skraa, og der
med paany Eneret til Haandværket.