MalerlavetKjøbenhavn

gaa med det Privilegium, der 30. Juni 1691 blev udstedt for

Billedhugger

Johan Fisker

til at male og »laxere« de Billed

skærerarbejder, han selv maatte forarbejde. Værre var det

derimod, naar en vis

Christian Zimmerman

1699 fik kgl. Brev

paa at maatte indtages i Lavet uden at have udstaaet sit

Mestersvendsaar. Han skulde dog forfærdige det lovbefalede

Mesterstykke. Men helt forkasteligt fra et Lavsstandpunkt

var det, naar

Cornelius Hans Smidt

1720 fik Tilladelse til »at

ernære sig af Malerprofessionen med egne Hænder i to Aar

ior i den Tid at gøre sig mere erfaren i Landskabers Maling,

saa og at kunne erhverve sig noget til at komme i Lavet for«.

Det kunde endda gaa med saadanne enkelte »Brevmestre«,

som de haanligt kaldtes. Dem fik man dog indenfor Lavet

og kunde paa den Maade passe paa, at de for Fremtiden

holdt sig Artiklerne efterrettelige. Rent galt var det derimod

med den Masse Soldater, der fik Tilladelse til paa egen Haand

at udøve Haandværket uden Forpligtelse til at indtræde i

Lavet.

Overfor den Slags Bønhaser var Forbitrelsen stor. Men

derved var intet at gøre. Den Tid var forbi, da Lavene

kunde lade haant om et kongeligt Bud. Enevælden havde

baade Magt og Midler til at sætte sin Vilje igennem. Den

»højkongelige Majestæt vor allernaadigste Arvekonge og Herre«

maatte lystres.

Intet Under da, at Lavet paa sin Side gjorde, hvad det

kunde for at gøre Adgangen snæver og for at holde paa

Privilegierne. Undertiden kunde man dog være for ivrig,

og saa var det atter galt. 1720 klagede saaledes

Simon Matiisen

—