42 / 180
Politiretten opgav tilsidst at fælde nogen Dom, og Sagen
indbragtes for Commercecollegiet, der endelig den 9. Marts
1756 afsagde den Kendelse, at Jens Lund paa det Tidspunkt,
da han indkaldtes for Lavet, ej kunde anses for andet end en
Løsgænger. Derfor skulde han betale
6
Rdlr., 1 Rdlr. for
hver Uge han havde gaaet ledig, samt desuden 4 Rdlr. for
fornærmelige Udtalelser mod Lavet.
Som man ser, naaede Lavet dog ikke med denne Dom,
hvad det ønskede: at faa Lund under Lavets Tugt og hindre
hans Overgang til »Skildrenes«, de frie Kunstneres Klasse.
Lavets indre Forhold er der ikke meget at berette om.
Hvis der i det 17. Aarhundrede havde raadet nogen Selv-
stændighedstrang, saa var denne nu ganske forsvunden. Man
bøjer sig ydmygt for Øvrighedens Afgørelser, og dens Ind
blanding i Styrelsen. Heller aldrig falder de menige Med
lemmer paa at ville have et Ord at sige. Ja, der mukkes
ikke en Gang, naar Magistraten nægter at tage Hensyn til
den af Mestrene udpegede Kandidat til Oldermandsposten.
Og det skete i al Fald nogle Gange. 1741 havde Lavet saa-
ledes kastet deres Stemmer paa Mestrene
Lindemand
,
Lovise
og
Jacob Meier.
Lindemand havde det største Stemmetal, og
skulde derfor efter de almindelig fulgte Regler have Bestillingen.
Men ingen af de indstillede fandt Naade for Magistraten. Det
blev den foregaaende Oldermand G.
F. Milan
, der udkaaredes
og ogsaa vedblev at virke.
Om Magistraten her har villet knuse et formasteligt Op
rør, ved vi desværre ikke. Thi det var alene Oldermanden,
— 3 5 —
3*