72 / 180
slag. Og saa stort var det Ry, der gik og gennem Tiderne
er gaaet af denne Fæstnings Styrke, at man lige ned til vor
Tid har længtes efter at komme i Ly af den paany.
God og solid var denne Fæstning og høje og tykke dens
Mure, men saa høje, at de spærrede for al Udsyn i den Ver
den, der laa udenom. Og saa afvant blev Besætningen med
Tanken om, hvad der var paa den anden Side, at den lille
Plads, den levede paa, tilsidst tyktes den at være Verden selv.
Fagdannelsen, det vil sige den strikte Gennemgaaen af
alle Fagets Rangklasser, fra Dreng til Svend og fra Svend til
Mester, den strikte Oplæring i alle Fagets Finesser, Dygtighed
i selv at rive Farver, selv at kunne føre Penslen ved alle
Slags Arbejder, de simple som de grove, det var den rigtige
og ægte Lavsmesters Stolthed, hans væren eller ikke-væren.
Der er noget saa ærligt og honnet i dette Standpunkt,
at man ynkes over den fattige Haandværksmand, der holdt
herpaa og ikke forlangte andet end at maatte blive rolig paa
sin Post og betale Gud og Hvermand sit. Men Ulykken var,
at Fagdannelsen stivnede i Former, der ikke længer passede
til Livet. Lavsmesteren trak sig som en forskræmt Snegl
tilbage i sit Hus, hver Gang der var Tale om Forandringer
eller Fremskridt i hans Fag. Saaledes som det havde været
fra Arilds Tid, saaledes som han havde lært det af sin Mester,
og som han atter lærte det fra sig til sin Dreng, saaledes
skulde det vedblive at være. At nogen kunde finde paa
at udføre Haandværket paa anden Vis eller at give sig af med
noget, der laa udenfor, var for Mesteren af den gamle Skole
uforstaaeligt.
S
—
65
—