MalerlavetKjøbenhavn

—

Og hvad nyttede det, at de rigtige Lavsmestre forargedes,

selv om der ogsaa til Tider bødes dem ret stramme Ting.

Hvad skal man saaledes sige til, at en Mand androg om og

fik Bevilling som Frimester, fordi han havde været Tjener i

12 Aar hos General Wagner. I den Grad bredte den Op

fattelse sig, at Andragendet og dets Motivering var noget rent

formelt, at man kan finde Ansøgninger, der gaa paa Formlen:

»Da saa mange andre ere bievne forundt den Naade, saa til

lader ogsaa jeg mig at andrage derom«. Havde man Mangel

paa Argumenter, synes Andragerne ikke altid at have været

bange for at opdigte nogle. Der findes flere Eksempler paa,

at Lavet i sine Erklæringer afslørede vitterlige Usandheder i

Ansøgningerne, men alligevel blev Bevillingerne givet, og det

var kun en daarlig Trøst, at man bagefter kunde notere i

Protokollen, naar Bevillingen blev indført, at den var givet,

»uagtet han paa løgnagtige Foregivender havde ansøgt«.

Nej intet nyttede. Hoben voksede, og Ansøgerne vedblev

at mylre frem. Det virker ganske pudsigt imellem alle disse

Stakler at finde den senere Berømthed

Nic. Abraham Abildgaard

der 1764

søgte

omTilladelse til at arbejde med egne Hæn

der for derved at erhverve sig saa meget, at han kande

besøge Kunstakademiet. Forgæves indvendte Lavet, at han

lige saa godt som enhver anden Malersvend kunde frekventere

Malerakademiet i den Tid, han som Svend tjente hos en

Mester. Abildgaard fik, hvad han ansøgte om. Ligesom alle

de andre.

Frimestrene var dog ikke de eneste, Lavet maatte gøre

Front imod. Foruden det store Antal »Fuskere«, der fik Lovens