66 / 180
To Gange indgik Malerlavet med allerunderdanigste Fore
stillinger 0111 den store Afbræk og Fordærv, »Frihederne«
vilde medføre for dem, men begge Gange henlagdes deres
Andragender, uden at der trods Magistratens Støtte blev givet
dem Svar.
I sin Erklæring
over det sidste udtalte Stampe,
at der var ingen Grund til
at tageHensyn til Klagen, da
Malerlavet ligesaa vel som andre Lavkunde taale Frimestre.
Intet
kunde da mere hæmme denne Haandværkernes
Pariakaste.
Ustandseligt rykker dens Tropper frem, »kaster sig i
Støvet for Landsfaderens Fødder« og anraaber med grædende
Taarer om Brødet. Mærkværdig er den Masse Svagheder,
de alle er behæftede med. Snart er det Øjensvaghed og
lamme Hænder, snart »incurabel Sygdom«, men alle er de
naturligvis saa yderlig forarmede, at de ikke har Raad til at
forfærdige Mesterstykke, og alle har de fattige Forældre, Kone
og mange Smaabørn at forsørge.
Selvfølgelig var der ogsaa dem, og maaske ikke saa faa,
i denne Flok, der ikke kunde lave Mesterstykke og derfor
beraabte sig paa Uformuenhed for at slippe. Gang paa Gang
fremhæver Oldermændene i deres Erklæringer denne Side af
Sagen, og paaviser, hvor billigt det i Grunden var at blive
Mester, og at enhver nogenlunde flittig og sparsommelig
Svend med Lethed kunde drive det dertil. Der er al Grund
til at tro, at Oldermændene havde Ret i denne Betragtning.
De kendte sikkert ret godt Ansøgerne og vidste, at mange
af dem var daarlige Subjecter. En Gang imellem kommer
Forargelsen da ogsaa kraftigt frem. »Suplicanten har«, hedder
—
59
—