67 / 180
—
6
o
—
det i en Erklæring, »ikke anvendt sin Læretid til at lære det,
han burde, thi ellers søgte han ikke om at blive en Frimester,
som er det, enhver Krøbling og Usling søger.« »Dernæst
besværer han sig over det Aag, hævdede Lavsrettigheder paa
lægger den stræbsomme og duelige Professionist«, hedder det
i en anden Erklæring: »Dette er ej andet end Udflugter, hvor-
paa alle uduelige, som frygter for deres Capacitet til at for
færdige Mesterstykke beraaber sig; idetmindste kender jeg
ingen duelig, som nogen Tid har søgt dette, om han var nok
saa fattig«.
Trods al Veltalenhed fra Lavenes Side, tog Regeringen
dog intet Hensyn til dem. Den uddelte over en lav Sko
Bevillinger til alle, der ansøgte. Hvad Under da, at den Op
fattelse bredte sig, at det var ligemeget, om man var i Lavet
eller ej. Frimester kunde man blive paa snart en hvilken
som helst Begrundelse. Og det hjalp intet, at Lavet flere
Gange lovede forskellige Andragere at lempe Adgangen for
dem, baade hvad Indtrædelsespenge og Mesterstykke angaar,
naar de blot vilde lade være med at blive Frimester. Alt
dog til ingen Nytte. »Jeg maatte jo være gal, 0111 jeg vilde
være Mester«, udbryder en, »saalænge jeg kan sidde hen,
uden at tvinges dertil«. Manden havde Ret. Thi saare
sjældent var det, at nogen Frimester behøvede at bøje sig
for Lavets Fordringer, selv de billigste. Havde en Frimester
arbejdet nogle Aar »med egne Hænder«, saa skaffede et nyt
Andragende ham Tilladelse til at holde en Svend eller to, ja
til Tider endog Lov til at indtages i Lavet »mod en billig
Kendelse« og uden at aflægge Mesterstykke.