89 / 180
— 8 2 —
stillet end de ugifte. Han kunde f. Eks. arbejde paa Dagløn,
hvad de ugifte ikke kunde, og han var næppe saa stærkt in
teresseret i Overholdelsen af »Handwerksgewohnheiten« og i
det hele ikke saa let bevægelig som de ugifte, zünftige
Svende.
Det, den gifte Svend derimod fremfor noget var optaget
af, var Lønforholdene.
I ældre Tid spillede Lønnen — som foran omtalt — en
forholdsvis ringe Rolle, men sidst i det 18de Aarhundrede,
kommer dette Spørgsmaal stærkt frem.
1787 træffer vi en Klage fra Malersvendene til Magistraten
over, at Mestrene antog Daglejere, saa at Amtssvendene kom
til at gaa ledige, men det eneste Svar, Svendene fik var, at
de havde at holde sig Artiklerne efterrettelige, og at de, hvis
de gik ledige, risikerede at blive straffede for Løsgængeri.
Sandsynligvis har Mestrene svaret paa Klagen, at det var
Svendenes egen Skyld, at de maatte holde Daglejere, at
Svendene var selvraadige og trodsige osv. Det var jo den
sædvanlige Melodi, men den passede snart ikke længere til
Forholdene.
Der var nu bag Svendenes Forlangender et anderledes
alvorligt og bydende Krav end tidligere, og der skulde kun
ganske lidt til for at faa de ulmende Gløder til at slaa ud i
Flammer.
Det skete 1794 ved den store Strike, der begyndte blandt
Tømrerne og efterhaanden rev fem andre Fag med sig. Og-
saa til Malersvendene naaede Agitationen, men det lykkedes
Mestrene at faa dem til at blive ved med Arbejdet, »dels ved