84 / 180
—
77
—
eller ikke kom i Betragtning, tro vi, vilde hæve sig selv, naar
Opsigten med Mesterstykkernes Forfærdigelse blev nøjagtigere
end man har Aarsag at formode, den hidtil har været«.
Denne Skrivelse kaster et skarpt Streiflys over de indre
Forhold i Lavet. Flvis der ikke havdes Bekræftelse derpaa
fra andre Sider, kunde man være fristet til at tro, Akademiets
Kritik var noget overilet. Men det var den ingenlunde.
Af Lavets egen Protokol faar man ikke saa faa Vink om,
hvor vidt fremskreden Demoralisationen i Virkeligheden var.
Endog paa det Omraade, som hidtil havde samlet alle de
rigtige gamle Lavsmestre — Mesterstykket.
Som antydet i Slutningen af Akademiets Skrivelse gik
der de værste Misligheder i Svang. Ofte synes det at have
været Tilfældet, at Mesterstykkerne slet ikke var lavede af
de paagældende selv. Og selv om Udførelsen af Mesterstykket
foregik i Oldermandens Flus under Kontrol af de udvalgte
Skuemestre, saa lod det sig nok gøre, mer eller mindre aaben-
lyst, at faa en Ombytning foretaget, inden Stykkerne gik til
Akademiets Bedømmelse. I en Klage fra 1815 hedder det,
at det flere Gange skulde være sket, at Mestre, der havde
faaet deres Prøver anerkendte af Akademiet, ikke vare i Stand
til at gøre Mesterstykket 0111 en anden Gang.
Da en Svend i Aaret 1810, 14 Dage efter, at han havde
faaet sit første Mesterstykke forkastet, indsendte et andet fuldt
antageligt, ytrede Akademiet med slet dulgt Ironi sin For
undring over, at han i saa kort en Tid havde gjort en saa
stor Fremgang.
Det, der forbavser allermest, er dog, at Lavet ingenlunde