MalerlavetKjøbenhavn

stykke, bekom vi af Præsidenten det Svar, at foranførte var

og tjenlig«.

Denne Renden fra Herodes til Pilatus, denne rent ud

afvisende Holdning fra Avtoriteternes Side og denne enevæl

dige Skalten og Valten med Sager, der paa det stærkeste greb

ind i Haandværkets Liv, er betegnende for den underordnede

Stilling, Haandværkerstanden indtog.

Og deri laa den værste Fare for dens fremtidige Trivsel.

Hvad Malerlavet end kunde mene om Akademiets Forandring

af Mesterstykket, ruinere Lavet kunde dette Skridt dog ikke,

men Ulykken bestod i, at Haandværkerstanden var sunken

saa lavt og i social og økonomisk Henseende stod saa dybt, at

man slet ikke regnede med den og slet ikke fandt den be

rettiget til at tale med om de Sager, der vedrørte den selv.

Den Tilgang, Lavet og Haandværket fik, havde i Løbet

al det 18de Aarhundrede forandret Karakter, var bleven ringere

og ringere. Forøgelsen kom ikke som i ældre Tid næsten

udelukkende fra Haandværket selv, men fra de Lag, der havde

dannet sig et Trin dybere nede end Haandværkerstanden; det

var Sønner af Daglejere, Soldater og Matroser, det var Børn

fra Waisenhuset og Opfostringshuset, der nu fyldte op i Ræk

kerne. Lad der ogsaa blandt disse have været enkelte Dygtig

heder; i det store og hele prægedes Haandværkets Kultur af

denne sociale Niveausænkning. Den ny Tilvækst var gennem-

gaaende samfundsmæssigt set helt forkommen, manglede Sans

for at bevare den gode Overlevering indenfor Haandværket

og Dannelse og Vidsyn til at tage nye Felter ind til Opdyrk

ning.

—