125 / 594
Bellmanske Sange i København
115
Drikkevisernes Blomstringstid, som herhjemme netop be
gynder i 1780erne: — »De faa Mesterstykker i Drikke
visefaget, vi fra Wibe, Trøielerne, Fasting og Storm
havde, vare netop nok til at give os Blod paa Tand og Af
smag for »kiæreste Brødre, Søstre og Venner« og »die Jo
den wollten lustig seyn« og andre saadanne Kippe- og
Vagt-Viser, hvormed man hidindtil havde taget til
takke«1).
Saaledes lød altsaa Dommen paa Bjerget, og i Drik
kevisernes Vrimmel og Romantikens Vaarbrud, som
fulgte umiddelbart efter, gik Bellmans Sange til Bunds
med de »Kippe- og Vagt-Viser«, med hvilke de sloges i
Hartkorn.
Først lidt ind i det 19. Aarhundrede begyndte In ter
essen for hans ejendommelige Personlighed at vaagne for
Alvor i vore hjemlige literære Kredse, — og med J. L.
Heiberg, Hertz og Hostrup holdt hans Digtning endelig
med fuld Honnør sit Indtog i Danmark2). Som en ny-
funden Skat løftede man begejstret dens Guld i Lyset,
saa det ret kunde straale, og ingen ofrede det en Tanke,
at Bellman forlængst — allerede i 1770erne og 80erne —
havde banket paa Døren, hans Genius havde spredt Lys
og Glæde i Krogene af København, men Salonerne havde
lukket sig for den fremmede, navnløse Gæst, som blev
indført ad Bagtrappen.
*) K. L. Rahbek: Erindringer af mit Liv, I, 1824, S. 386. Jfr.
Warburg, S. 24 f. — Om hvorledes man i Sverige bedømte Bellman
i hans Levetid, se Lauritz W eibull: Bellman såsom skald bedomd
af sin samtid, »Samlaren«, 1895, S. 79—130.
2) Se foruden Warburgs ofte cit. Afhandling O. Schoning: Bell
mans Digtning og dens Indflydelse i Danmark, Kbh. 1904, S. 37 ff.
(Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 63).