HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn2Række

En Journalists Genvordigheder

Anordningen gav tilmed Forbudet den videst mulige Form

ved at forlange, at hver enkelt Artikel i Journaler og perio

diske Skrifter — dog ikke i Aviser — skulde fremtræde

under særligt Forfatternavn. Naar der ikke blot af Aviser

og periodiske Blade, men overhovedet af alle Skrifter paa

under 24 Ark forinden Udgivelsen skulde tilstilles Politi

mesteren et Eksemplar, og denne fik Ret til foreløbig at

forbyde Udgivelsen, var Censur vel ikke dermed indført,

men der var dog bleven aabnet en Dør paa Klem, ad

hvilken Fremtiden skulde vise, den vilde kunne smutte

ind. Ved Bestemmelsen om, at en engang dømt Forfatter

for Fremtiden skulde være underkastet Censur, var der

i hvert Fald gjort et Skaar i det stolte Løfte fra 1790, at

»Censuren var (og blev) afskaffet«1).

Farligere end alle slige Paabud var dog de Bestem

melser, der omhandlede Drøftelse og Kritik af Regerin

gen og dens Handlinger. Ganske vist skulde det ikke

være nogen forment »at ytre sin Mening angaaende hvad

han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Lan

dets Love, Anordninger og offentlige Indretninger«. Det

skulde imidlertid gøres »med Beskedenhed« og »i Æ r

bødighed«. Under Straf af Fængsel paa Vand og Brød

fra 4—14 Dage var det forbudt »at skumle med Bitter

hed over Regeringen« eller »at indklæde sine Anmærk

ninger over dens Foranstaltninger i utilbørlige og usøm

melige Udtrykke«. Dristede en Forfatter sig til »at laste,

forhaane eller søge at udbrede Had og Misnøye imod disse

Rigers Constitution eller imod Kongens Regiering enten

i Almindelighed eller i enkelte Handlinger«, steg Straffen

endog til Landsforvisning. Selvfølgelig maa en Presselov

til en vis Grad affattes i ubestemte Udtryk. At disse Be

stemmelser imidlertid i særlig Grad aabnede Muligheden

for de videst gaaende Fortolkninger er sikkert, og det

Edv. Holm: Danmark—Norges Historie 1720— 1814. VI Bd.

1. Del. S. 398.