20 / 594
10
En Journalists Genvordigheder
Hverv og erklærede at »ville giøre os en Fornøyelse af at
overtage bemeldte Forretninger«1).
Tilsynet med Presse og Litteratur blev ikke nogen
Sinecure.
Navnlig i de første Aar efter 1799 var Stemningen i
Rigets øverste Regeringskredse lidet tilbøjelig til Skaan-
sel og Overbærenhed. En stærk Irritation over Opposi
tionsskribenternes Ufortrødenhed gjorde sit, sikkert dog
endnu mere Visheden om, at Ruslands mægtige Czar,
hvis Velvilje Danmark ikke turde forspilde, mistænksomt
vaagede over Stemningen og selv bag de uskyldigste lit
terære Begivenheder vejrede skumle franske Anslag. Den
gamle Kancellipræsident, Chr. Brandt, stod ganske vist
for Afgang, men gjorde sit Bedste og lod navnlig Chr.
Colbjørnsen have frit Spil. Ægget til Raseri gennem Kam
pen med P. A. Heiberg brændte Generalprokurøren
efter at benytte Anordningen af 27. September og i
Praksis føre Beviset for dens Betingelser for at gøre Ende
paa Pressens Udskejelser. Afgørende var det, at de sam
me Stemninger en Tid havde grebet Kronprins Frederik
og bragte ham til med hele sin Energi at opspore og
straffe de formastelige Skribenter. Hans Korrespondance
vrimler med Eksempler paa hans ophidsede Sindsstem
ning. Snart er det den skikkelige Professor Rahbek, som
han ønsker en »Visker« for en Tilskuerartikel om de
danske Konvoyeringer2), snart en anden Skribent, som
»behager at yttre den skiønne Tanke, om en Monark
burde stedse see paa Duelighed for en Mand til at be
sætte Embede eller ei«. »Frækheden gaaer temmelig vidt
i den Henseende«, tilføjer han3). En Gang er det en Vise,
som vækker hans Forbitrelse ved at forherlige Napoleon.
') D. Kane. 2. Dep. Brev 12A 1804 Nr. 842 med Indl.
2) Brev fra Kronprinsen til Brandt
u / i
1798. Herlufsholms
Bibliotek.
il) Smstds.