25 / 594
En Journalists Genvordigheder
15
struktioner1). Da Forfatteren var bortrejst, maatte Sei-
delin atter holde for. Fra Myndighedernes Side blev der
lagt ham alle Hindringer i Vejen. Paa sin Ansøgning om
Benificium paupertatis fik han Afslag. Det samme skete
med hans Anmodning om Adgang til forskellige Rappor
ter, der formentlig vilde godtgøre Kritikens Berettigelse.
Vidner, han indstævnede, rejste bort, andre nægtede at
vide Besked. Resultatet blev en Hof- og Stadsretsdom
den
2
. Februar 1801, som tilkendte ham en Bøde paa
50 Rdl. Aaret efter, den 9. August 1802, fik han en lig
nende Straf for i P o l i t i v e n n e n (1801 Nr. 185) at
have beskyldt Postmesteren i Aarøsund for i Afgift af
Færgen til Assens at have forlangt og oppebaaret mere,
end Taksten tillod. Endnu samme Aar, den
20
. Decbr.,
fik han, ligeledes ved Hof- og Stadsretten, en Bøde paa
100 Rd. for i samme Blad (1801 Nr. 193) under Titel
»Et Spørgsmaal til Bedste for dem, som torve Tørv eller
Brænde«, at have anklaget Passagebetjentene ved Stadens
Porte for efter gammel Sædvane af hvert Læs Tørv og
Brænde, som indførtes i Byen, at have krævet
6
Stk. Tørv
og eet Stk. Brænde2). Den 17. Oktober 1803 fik han ende
lig en ny Bøde, denne Gang paa 50 Rdl., for i Omtalen af
et Ulykkestilfælde eller en Forbrydelse at have beskyldt
et Par Læger for Skødesløshed.
Allerede Bøderne og Sagsomkostningerne kunde være
vanskelige nok at udrede for en Mand, som ikke spandt
Guld ved sin Virksomhed. Tit og mange Gange klager
Seidelin, at kun de store Omkostninger har afholdt ham
fra Appellen til Højesteret. Endnu farligere var dog Dom
menes indirekte Virkninger. Allerede efter Afgørelsen af
Hohlenbergs Sagsanlæg lod Politimesteren ham vide, at
han ifølge Trykkefrihedsanordningens § 20 var bleven sat
*) Om denne Sag se Læsendes Aarbog 1801 S. 85 ff. Jvf. D.
Kane. 2. Dep. Breve 18/io 1800 Nr. 1988 og s/i 1801 Nr. 16.
2) Om denne Sag se D. Kane. 2. Dep. Brev 23/i2 1802 Nr. 2919.