30 / 594
20
En Journalists Genvordigheder
bruar 1805 — blev han ganske vist frikendt. Højesteret,
som i alle slige Sager dømte haardere end Hof- og Stads
retten, saa derimod strengere paa den begaaede Forseelse1).
Selv om adskillige af Højesterets Medlemmer var tilbøje
lige til Skaansel, fulgte Flertallet Chr. Colbjørnsen, der
var bleven Justitiarius og stadig holdt fast ved de samme
Principer og Anskuelser, der havde ledet hans Virksom
hed som Generalprokurør. Der var ingen Anledning,
fandt han, til at vise Seidelin den fjerneste Mildhed; der
fandtes ikke nogen mere umoralsk Handling end den at
»illudere en Lov«. Ved Dom af
8
. Maj 1805 blev Seidelin
dømt til at have sit Bogtrykkerprivilegium forbrudt. Selv
om han ikke derfor blev nødt til at standse sin Virksom
hed som Bladudgiver, betød det selvsagt et stort økono
misk Tab, at hans Bogtrykkeri maatte ophøre, og at han
for Fremtiden — for at holde sine Blade i Gang — var
henvist til Byens øvrige Bogtrykkere og af Forholdene
tvunget til at finde sig i deres ofte opskruede Priser2).
II.
Til Begeringens mistænksomme Frygt og Uvilje over
for Pressens og Litteraturens Mænd kom efterhaanden
som et nyt og meget virksomt Moment, at den stadig
havde Ubehageligheder med de fremmede Gesandter, som
med pligtmæssig Iver vaagede over, at der intet fremkom,
som kunde være deres Overordnede ubehageligt. Uden-
rigsdepartementet kunde nok ved Lejlighed benytte Pres
sens Hjælp, men nærede dog navnlig en bestandig Frygt
for, at dens Udtalelser skulde blive opfattet som indirekte
Udtryk for Regeringens Anskuelser, og var derfor altid
paa Forhaand tilbøjelig til at give Klagerne Bet og paa *) Højesterets Voteringsprot. 8/s 1805.
2)
Se Ansøgning fra Seidelin 8/i 1811. Indl. til D. Kane. 2. Dep.
Registr.
*A
1811 Nr. 451.