27 / 594
En Journalists Genvordigheder
17
ulykkeliggiøres, hvilkes Forsorg i Særdeleshed er anbe
falet Politiet«.
Forgæves søgte Seidelin gennem en direkte Henven
delse til Kancellipræsident Kaas at formilde Regeringen.
Hans Skrivelse, paa en Gang oplysende for Tidens Stil
og karakteristisk for dens Forfatter, fortjener at kendes i
sin Helhed.
Den havde følgende Ordlyd:
Højvelbaarne Hr. Kammerherre!
Jeg havde ønsket atter igaar at have Audients hos D. H.
Men Deres Tid er kostbar. Jeg troede mere beskedent at
skrive, da et Brev kan læses i et ledigere Øjeblik.
Efter D. Højvelb. mundtlige T ilsagn havde jeg ikke troet,
at nogen videre Undersøgelse af Dagens Redaction var fore
taget. Dette er im idlertid skeet, og Resultatet vil paa denne Tid
være indkommet fra Politiretten.
Jeg nægter ikke, at dette sidste Skridt af Kanselliet jo
har krænket mig meget, ikke fordi m in Fremgangsmaade jo
taaler Lyset, men fordi dette Skridt maae kunne frem stille mig
for m ine Medborgere som den Mand, der ikke har, hvad en
hver god Mand bør have: præsumptionem pro se donec pro-
betur contrarium , der altsaa af det højeste Justitskollegium
ansees som en ond Mand, den man blot fattes et Bevis imod for
at søndertræde. Og dersom jeg ikke havde mundtlig erfaret D.
H.s Tanker, maatte jeg selv troet det samme.
Men denne D. H.s Godhed for mig, tillad mig ikke blot at
skylde den til Deres fordom sfrie og liberale Tænkemaade; til
lad mig for et Øjeblik at tildrage mig og m in Vandel Deres
Opmærksomhed!
Uden nogentid at have nydt nogen Hjelp af Staten, har
jeg stræbt, i m in Opvæxt som Sømand, og siden som Stude
rende, at danne mig til dens Tjeneste. Deels som Husinforma
tor, deels som Manuduktør tilbragte jeg i Kbhvn. og i Vest
indien m ine Ungdomsaar. Af Prinsip søgte jeg intet Embede.
Næringsborgerens usubordinerede Stilling behagede mig mere.
Som Litterat troede jeg ved at sætte en liden Arv i et Bogtryk
keri at kunne gavne mig selv og Litteraturen. Men Uheld
mødte mig i Hobetal. For at have trykket et Skrivt for den
fraværende M. C. Brun, og uagtet der da ikke existerede nogen
Lov imod at trykke for en Fraværende, blev jeg dømt i en for