23 / 594
En Journalists Genvordigheder
13
Værst gik det dog ud over Klaus Seidelin. Gennem-
gaar man i Sammenhæng hans forskellige Genvordighe
der og de utallige Kancelliskrivelser, til hvilke hans Re
daktørvirksomhed gav Anledning, synes det vel iøjnefal
dende, at han i betydelig Grad har manglet Takt og Evne
til at vælge sine Udtryk. Lige saa sikkert er det dog, at
Landets forskellige Embedsmyndigheder var yderst øm
findtlige og med formelig Skadefryd har grebet selv den
mest haartrukne Anledning til at drage ham for Retten.
Bestandig regnede det med Advarsler; bestandig var
han udsat for Trusler
0111
Sagsanlæg. Da Generalitets- og
Kommissariatskollegiet i 1801 ansaa nogle Udtalelser i P o-
l i t i v e n n e n s Nr. 172 for »upassende« og saaledes for
mede, at de »kunde udtydes til Armeens Forkleinelse«,
maatte han straks i det følgende Nummer tilbagekalde sine
uheldige Bemærkninger og modtage en Reprimande1). Ad
miralitetets Misfornøjelse med et Skrift om nogle danske
Fiskerier, som Seidelin havde trykt for det danske F i
skeselskab, blev alene beroliget ved en Erklæring af Ud
giverne, at det langtfra havde været deres Agt at kaste
Dadel paa kongelige Anordninger, og Løfte om at lade
det paagældende Blad udskære og omtrykke2). Endnu
farligere saa det ud, da Seidelin i 1804 i D a g e n s Nr. 99
havde indrykket nogle Betragtninger
0111
Forholdene i
Helsingør, paastaaet, at Religionen var i Forfald, og
stemplet det som en Skandale, at en lige oprettet Kirke
paany var bleven nedlagt, »og en endnu større Schandal,
at ingen brød sig derom«. Baade Politimester og Kan
celli blev oprørte over en slig Formastelighed. Den første
fandt det yderst usømmeligt »at anklage en heel By«,
den sidste forargedes over, at man vilde »kaste Skygge
paa nogen offentlig Foranstaltning«. Til Sagsanlæg kom
det dog ikke. Da det viste sig, at Artiklen gik tilbage til
x) D. Kane. 2. Dep. Brev 12/
q
1801 Nr. 1960 a med Indl.
2) Læsendes Aarbog 1801 S. 183 ff.