17 / 594
En Journalists Genvordigheder
7
kunde være tvivlsomt,
0111
deres Grænser blev skarpere
trukket op, fordi Anordningen fortolkede det stadig til
bagevendende Udtryk »at laste« som ensbetydende med
»at tillægge den Person eller Ting, om hvilken der hand
les, en saadan Ufuldkommenhed, som ej kan bestaae med
dens Hensigt«.
Uagtet Anordningen af 27. Sept. 1799 skulde synes
at have givet Regeringen tilstrækkelige Magtmidler i Hæn
de og ogsaa at have forudset alle Tvivlstilfælde, som kunde
komme til at foreligge, blev der dog i de følgende Maa-
neder Gang efter Gang formuleret Fortolkninger og Til
føjelser, som yderligere lagde Baand og Lænke
0111
Publi
cisternes frie Rørelser. Lovens strenge Bestemmelser om
Straf for Fornærmelser mod Myndigheder og Embeds-
mænd fik den langtfra betydningsløse Tilføjelse, at alle
Sager vedrørende Beskyldninger, rettet mod deres Em
bedsførelse eller private Karakter og Handlinger, skulde
være undtaget fra at behandles ved Forligelseskommis-
sioner1). Et enkelt Kancellimedlem ønskede forgæves at
give Injurianter en sidste Lejlighed til offentlig at tilbage
kalde deres Fornærmelser. Colbjørnsen gjorde imidler
tid gældende, at man derved tillige gav kompromitterede
Embedsmænd en Mulighed for underhaanden at afkøbe
deres Anklagere den nødvendige Erklæring, og satte igen
nem, at alle slige Sager uden Ophold skulde indstævnes
for Retten. Forbudet mod Anonymitet fik den videste
Udstrækning. Efter Ønske af Politimester Gold, som
fandt, at man ogsaa under Anonymitet maatte henføre
»lige saa vel Gryptonymie som Pseudonymie«, blev det
Bladudgiverne forbudt at betegne sig med Mærker eller
Forbogstaver. At disse i Forvejen var Politimesteren med
delt og brugtes efter et fast System, kunde ikke hjælpe2).
') Kancellicirc.
24/12
1799. Fogtman: Rescripter. D. Kane. Brev
24/is 1799 Nr. 5952 med Indl.
2)
Kancelliskr. til Politimesteren 8/io 1799. D. Kane. Brev 1799
Nr. 4686 med Indl.