En Journalists Genvordigheder
45
komme til at virke alene ved Eksemplets Magt. Inden
længe klagede Manthey over, at de øvrige Aviser, navnlig
D a g e n og N y e s t e S k i l d e r i af de udenlandske
Blade bragte Meddelelser, som i Statstidende kun blev
indrykket med de nødvendige »Udeladelser og Forandrin
ger«. Han ønskede derfor en Bekendtgørelse udstedt, som
umuliggjorde denne Trafik, forbød de øvrige Redaktører
at optage Artikler, som ikke forinden havde været med
delt i Statstidende, og stillede dem i Udsigt, at Domsto
lene ikke vilde tage anden Hjemmel for gyldig end den
ordrette Gengivelse efter dette Organ. Skønt Udenrigs-
departementet fulgte Henstillingen, dog med Indskrænk
ningen, at Forbudet alene skulde gælde Meddelelser, som
»i politisk Henseende kunde være paa nogen Maade Be
tænkelighed underkastet eller udfordre nogen særdeeles
Forsigtighed og Opmærksomhed ved Udtrykkenes Valg«,
gik Forslaget dog ikke glat igennem. Med Rette gjorde
Kancelliet opmærksom paa de farlige Konsekvenser og
fremhævede1), at det selvsagt vilde være Censurmyndig-
hederne umuligt at afgøre, hvad der efter Udenrigsdepar-
tementets Opfattelse kunde være betænkeligt. Resultatet
blev da ogsaa en kongelig Resolution, som indskrænkede
Forbudet til blot at gælde Efterretninger, som fremkom i
Blade, officielle eller uofficielle, der blev udgivet i fjendt
lige Lande eller stod under en fjendtlig Regerings Indfly
delse. Selv med denne Indskrænkning betegnede Bekendt
gørelsen af 13. December 18082) dog et nyt og farligt Ind
greb i Pressens Frihed.
Alligevel var Regeringen ikke tilfredsstillet.
Da Kong Frederik VI stadig fandt, at adskillige Blad
forfattere manglede Takt og Kundskaber, og derfor øn
skede dem underkastet et endnu nøjere Tilsyn, udgik der
!) D. Kane. 2. Dep. Forest. 1808 Nr. 423. Forest. 2/
12
, Res. 9/
12
.
2) Fogtman: Reskripter,




