FredensMolle

JOSEPH OWEN

Kjøbmand R. Sidenius Tilladelse til at knuse Knogler i

en By paa Falster, og 1827 fik Urtekræmmer Vilhelm

Wegener Ret til at brænde og præparere Ben paa Ta-

genshus udenfor Kjøbenhavn. Det turde tilmed være

et Sporgsmaal, om disse Bevillinger førte til levedygtige

Etablissementer. Sikkert er det i ethvert Tilfælde, at

Owens Mølle maatte kæmpe med en Række Vanskelig

heder, som han kun overvandt ved sin kraftige Energi.

Det er i Anledning af dette Benbrænderi, at Owen

i 1821 flytter fra Kjøbmagergade til det Sted paa Øster

bro, som nævntes i hans Bevilling, og naar hans Svi

gerfader, som ovenfor antydet, samtidig foretager gan

ske den samme Flytning, kan det synes, som om Gros

serer Pahlen ogsaa ha r haft Noget med det nye Etab

lissement at gjore. Herom vides dog Intet, medens det

tydeligt kan vises, hvor energisk Owen arbejdede for

det. Grosserer v. d. Pahlen havde fra 1809 sammen

med Overkrigskommissær Fran ts Sommer været Ejer

af Grunden paa Østerbro.

Allerede i September 1821 tilskrev Owen Kommerce-

kollegiet, at hans Benkulfabrik i Løbet af faa Uger vilde

være kommen saa vidt, at den kunde forsyne samtlige

Sukkerraffinaderier, og han ansøgte derfor om, at den

indtil videre givne Toldfrihed paa Indførsel af Benkul

maatte blive ophævet. Herpaa troede man dog ikke

at kunne gaa ind. Men i Februar Aaret efter forelig

ger der en ny Ansøgning fra Owen, og nu opnaar han,

at Fabrikdirektøren, Etatsraad Martin Lehmann, be

ordredes til at undersøge den nye Virksomhed, og i en

Erklæring fra ham oplyses det, at Owen med een Heste-

mølle og flere Ovne kunde producere tre Tønder Ben