52 / 235
JOSEPH OWEN
51
Heller ikke delte Stormløb førte til Maalet, men der
for blev Owen ikke træ t af at indgive nye Ansøgninger,
og efterhaanden naaede han saa godt som Alt, hvad
han søgte om. I Avgust 1823 opnaaede han at faa til
bagebetalt, hvad han af Extraafgiften af 1802 havde
erlagt for Udførsel til Udlandet af Benkul, i September
1824 blev det forment Sukkerraffinaderierne toldfrit at
indføre Benkul i Henhold til deres Privilegier, ogsaa de
skulde erlægge Told i Henhold til Plakaten af 12. No
vember 1822, og endelig blev der ved en Plakat af 20.
Avgust 1829 lagt en Udførselstold paa raa Ben af 10 Sk.
pr. 100 Pd.
Som man ser, varede det længe, inden Owen naaede
ikke et Udførselsforbud, men en Udførselstold paa de
raa Ben, og selv dette ringere Resultat, der dog selv
følgelig spillede en Rolle for ham, havde han først
naaet efter en særlig Anstrengelse, en direkte Henven
delse til Frederik VI, fra hvem saa hans Ansøgning
blev tilstillet Kollegiet. Owen gik her, som altid, frem
med sej Energi, men paa den Tid stod han ogsaa i en
ny Virksomhed, der krævede store Anstrengelser. Han
havde ikke længere kun en lille Benmølle paa en lejet
Plads paa Østerbro, han stod som Ejer af en langt
storre Bedrift i Fredens Mølle. Men inden vi komme
ind paa den herved skete væsentlige Forandring i hans
Stilling, skal der gjores opmærksom paa, at han i 1824
havde søgt at faa et Sukkerraffinaderi tilkjøbs.
1798 var der i Kjøbenhavn 18 Sukkerraffmaderier,
der alle havde fuldt op at gjore. Men i de onde Tider,
som det nye Aarhundrede førte over Landet, gik det
tilbage med denne Industri. I en Skrivelse af Februar
4
*