53 / 235
52
JOSEPH OWEN
1826 til Kommercekollegiet kunde Owen argumentere ud
fra, at fire af Byens daværende tretten Sukkerraffinade
rier havde maattet indstille deres Virksomhed. E t af
disse var Sukkerraffinaderiet i Nyhavn (den Gang Nr.
6, nu Nr. 11). 1812 havde Sukkerraffinadør Siegfred
Schmidt kjøbt det af det Rømerske Interessentskab for
275.000 Rd. Cour., hvori Staten som Prioritetshaver del
tog med 220,000 Rd., en Sum, der ved Pengeomvælt
ningen i 1813 omskreves til kun 44,000 Rbd. Sølv.
Saaledes dalede alle Værdier. Og skjondt Schmidt
kæmpede tappert — han afbetalte efterhaanden næsten
14.000 Rbd. paa Statens Tilgodehavende — var i 1822
alle hans Ressourcer udtomte, han maatte lade Staten
overtage Raffinaderiet for Restgjælden 30,387 Rd., efter
at han først forgjæves havde søgt det afhændet ved tre
Avktioner, paa hvilke der ikke engang blev gjort et
Bud. Det var dette Sukkerraffinaderi, som Owen i 1824
søgte at blive Lejer eller Ejer af, og muligvis var han
bleven det, hvis han havde kunnet raade over tilstræk
kelig Kapital eller Kredit. Da der en Gang under For
handlingerne er Tale om at stille en Sikkerhed, erklæ
rer han, at han »ingen anden Sikkerhed har at tilbyde«
end »en første Prioritets Rettighed i mit Vinlager, hvis
Værdi kan fuldkommen anslaas til 20,000 Rbd. Sølv«.
Men Statsgjældsdirektionen vragede denne Sikkerhed, og
Sukkerraffinaderiet blev i April 1825 for 18,000 Rbd.
med kun 2000 Rd.’s Udbetaling solgt til Sukkerraffina
dør Johan Brandt, der Aaret efter kunde afhænde det
med en endog god Avance til Kaptajn i Søetaten Chr.
Donner og Grosserer Hans Wilder.
Hvad der fremgaar heraf, er, at Owen paa denne