189 / 398
182
Forhold, til Udland o g Indland i 1886
sammen paa Slotsholmen, som da var øde og tom. Noget
borte fra dem stod en Flok Mennesker og stak Hovederne
sammen. Hvad foregaar der? spurgte Kongen. Der sladres,
Deres Naade! lød Svaret. Da rettede Absalon sig, pegede
derhen med sin udstrakte Haand og sagde: „Dér skal Havn
bygges.«
7.
Medens jeg ofte søgtes af hjemlige Forfattere som Viggo
Stuckenberg eller Laurids Bruun, hvis første Skridt jeg
stræbte at jævne for dem og som senere skulde holde de
Løfter, de dengang gav, og af enkelte Forfatterinder som
Alvilde Prydz og Massi Bruhn, fik jeg dels Besøg af mange
fremmede Literatorer som Julius Grosser, dels mange Breve
fra udenlandske Skribenter, der havde vundet et Navn eller
skulde vinde sig et. Blandt dem var den amerikaniserede
Nordmand Hjalmar Hjort Boyesen, Professor ved et ameri
kansk Universitet og særligt inde i tysk Literatur og Aands
liv, der sendte mig en lang Kærlighedserklæring og skrev
en Afhandling om mig i en amerikansk Revue. Han kom
ogsaa snart derefter fra Amerika og gjorde mit Bekendtskab.
Hæderlig af Karakter, en Pryd for sine Landsmænd i de
Forenede Stater, elskværdig og dannet, men hæmmet i sin
Aands Rørighed ved Frygten for at give nogetsomhelst An
stød (særligt ved Frygten for at saare sin engelsk-amerikanske
Familie ved en Udtalelse eller Mening, der ikke syntes sel
skabelig korrekt) var Hjalmar Hjort Boyesen ude af Stand
til at udvikle Originalitet. Han var tidligst blevet paavirket
af Bjørnson, havde senere været underkastet amerikansk og
tysk Indflydelse, havde vundet Spielhagens Venskab, og var
en helt igennem frisindet, men ogsaa helt igennem uoprinde
lig og forsigtig Mand.
c