193 / 398
186
Forhold, til Udland og Indland i 1886
Estrup er Bismarcks Overmand; det staar fast.
Vi har hørt en Modstander sige om ham:
E stru p! H vad er E stru p!
En Pind med en Snurbart!
Han
er
det, som den store Napoleon var en trekantet Hat og en
graa Frakke.
Det blev efter Napoleons Fald sagt om ham, at den trekantede Hat
og den lille graa Marengo-Frakke paa Enden af en Stok, opstillet paa
Kysten ved Brest, var nok til at kalde hele Evropa til Vaaben.
Der staar en saadan Autoritet af Estrup, at om man nu i Spidsen
for Styrelsen havde en Pind med en mandig Snurbart eller
ham, detvar
lige meget, blot Pinden holdt.
Han er Fugleskræmslet for Anarkiets vilde Fugle.
Ja, skulde han — gid sent! — gaa Kødets Gang, og rejste man
midt paa Amagertorv en Pind med en Snurbart som Emblemet paa Hans
Stramhed og Fasthed, saa vilde Ingen mærke, der var færre Ideer i Højre,
og enhver Højremand vilde med god Samvittighed kunne vise denne snur-
bartede Pind sin loyale og ærbødige Hyldest.
Der var heller intet Hoved under Gessiers Hat.
Scharling.
Scharling siger, at han „vil bevare den hele herlige danske Literatur,
som lærte ham at elske alt Stort og Ophøjet“.
Hvad elsker en Scharling? Hvem véd ikke det! Stipendier og flere
Stipendier, Embeder, Professorposter, lønnende Bestillinger af enhver Art,
alt det Gode og Skønne, alt det Store og Ophøjede.
Det at elske dette, er hvad en Scharling læreraf „den hele herlige
danske Literatur“.
Den vil han derfor
bevare
; han tror nemlig, en Lite
ratur trænger til Bevaring. Forøge den har ingen Scharling nogensinde
kunnet, skønt de fødes med en Pen mellem Fingrene og en mellem
Tæerne. En Scharling
frembringer
ikke, han
gentager.
„Nu,“ siger Scharling, „kastes alt dette Store og Ophøjede tilside for
at sætte Problemer under Debat.“
Hvor afskyeligt! Lad da ingen komme her og sætte Problemet
Scharling under Debat!
Det vilde være som at bringe selve Professorstandens dyrebareste
Hemmeligheder og Klenodier, den ældste, mest støvede Dannelses gamle
Klæder, den vamleste Salvelses Konserver under Hammeren.
„Ja,“ siger Scharling, „vi er Konservative, som Ploug har sagt, fordi
vi vil bevare det Gode fra vore Fædre.“
Faderen var Professor, Onkelen var Professor, den ældre Broder er
Professor, den yngre blev Professor — det Gode fra vore Fædre.