197 / 398
190
Rusland
godt og klart. Stærk Sol laa over flade Marker. Sparsomt
saas Gran og Birk.
Et Glimt af Tilsit, hvor Napoleon og Alexander mødtes.
Et Blik paa Marienburg, det polske Slot i det Fjerne, en
mægtig gammel Bygning med Taarn og Mure af rødt Tegl,
stærkt besunget i polsk Poesi.
Hinsides den russiske Grænse var Egnen trist, umale
riske Landskaber med tømrede Bjælkehuse, Landsteder med
grønne Tage, alle tomme og lukkede. Indskriften paa dem:
Til Leje! Samtale med en Herre i Waggonen, der fore
stillede sig som
Grand Ecuyer de l’Empereur.
Han indbød
mig under et Stationsophold paa et Glas Vin, fortalte om
Hoffet, kendte Kejserinden. Stationen
Gatchina.
Dér og
ved alle Holdesteder i Petersborgs Nærhed paa Stations
bygningen hellige Billeder med en Bøsse under, og ved
Siden af et stort Kapel med en blaa Kuppel. — Vi var i
St. Petersborg.
Passauvert med flere andre modtog mig paa Stationen.
En Kusk i blaa Slaabrok med bredt Skærf om Livet kørte
os til Gagårinska Nåberedjnaja.
Under den 43 Timers Kørsel gennem Landskabet i
Tøsne havde jeg læst de da nys udgivne Breve fra Goethe
til Charlotte v. Stein, som danner Grundlaget for hans
Italienske Rejse,
disse levende, ægte og rige Breve, der i
tro, inderlig Hengivenhed hver Aften under Træthed var
rettede til en Kvinde, der smaalig og raa svarede ham med
Arrigskab over at han var rejst, og ved sine knibske og
desperate Svar undertiden for næsten fjorten Dage øde
lagde hans Evne til at optage og lære. Jeg rørtes over
hans Ydmyghed overfor den uværdige Kvinde, der i sin
Ringhed overfor ham end ikke begreb, at han
maatte
se
Italien, før han døde.
Hans Genialitet var mig selvfølgelig fjern, neppe mindre