194 / 398
Forhold lil Udland og Indland i 1886
187
Det er forbudt.
Det er forbudt at gøre dem forhadte og foragtelige.
Men det behøves saamænd heller ikke.
Det er tilladt at gøre dem elskede og ærede.
Men det er svært, meget svært.
Det er ikke forbudt at kaste dem ved Valgene.
Gør det!
Uhørt Dødsmaade.
1 levende Live havde han forbudt Enhversomhelst at gøre ham
latterlig. Nu var det paa den yderste Dag. Den almindelige Opstandelse
fandt Sted. Menneskene blev ordnede i Grupper efter Fædreland, Tids
alder og Dødsmaade: de, der var døde i deres Seng, for sig; de, der
havde hængt sig, for sig; og saa fremdeles.
Ganske alene staar saa en lille smilende Minister fra et lille bitte
Land. Der er ikke En, det er gaaet som ham. Han er et Kuriosum,
der tiltrækker sig den almindelige Opmærksomhed, og han føler sig
derved.
Aldrig er Nogen endt som han, der saa længe var gaaet ustraffet til
vands. Det gik fra Mund til Mund som en Hvisken. Han smilte.
Hvordan endte da han, hvem Ingen i levende Live turde understaa
sig i at gøre latterligere, end han var?
Han va r druknet i sin egen Latterlighed.
Er vi Mcend ?
Er vi Mcend
eller er vi en Flok Faar? En Flok Faar, som kan
styres af en Røgter og en Hund, af en Røgter som Estrup og en — Pro
fessor som Matzen.
Er v i Mcend
, saa ophører vi endelig engang at give Evropa et
Eksempel paa Langmodighed, som vækker alle Tænkendes Forbavselse
og alle Behjærtedes Foragt.
Er v i Mcend?
Saadan spurgtes der i gamle Dage, naar det gjaldt
at storme Skanser, at udsætte sig for hundrede Ildsvælgs Kanonade. Og
her drejer det sig om at afgive en Stemmeseddel. — Er vi Mænd?
Er vi Mcend?
Sætter vi vor Ære i Selvstændighed, Selvstyre, fuld
personlig og politisk Frihed? Eller er vi bievne Kællinger og sætter vor
Ære i at styres af Gendarmer og Politi, i at skrive og tale under For