198 / 398
Rusland
191
hans næsten pedantiske Ordenssans i Planlægning og Studie-
Indretning, denne Arv fra Faderen; men netop i disse Øje
blikke vaagnede et med hans beslægtet Følelsesliv i mig. Jeg
trængte som han nu til at
leve
, til engang igen at svømme
og ikke vade.
2
.
Og det skete mig. Ikke noksom kan jeg være de
Mænd taknemmelig, der bevægede mig til at foretage denne
Rejse til Rusland i Foraaret 1887; thi den meddelte mig en
Følelse af overvældende indre Berigelse og satte Tidsskel i
mit Liv. Paa den stiftede jeg Bekendtskaber, der blev be
tydningsfuldere for mig end noget, jeg havde stiftet i mange
Aar. Jeg aandede ny Luft, opdagede en for mig ny Verden,
levede nogle Maaneder igennem i hvad der for mig var
Lykke.
Det er Lykke at føle sit Væsen forøget. Selv om For
øgelsen mere udvortes kun bestaar i ny Kundskab eller ud
videt Synskres, er Fornøjelsen stor. Men i Virkeligheden
er der jo i det Tilfælde, hvor man lærer et nyt Liv at
kende, ikke Tale om en blot stoflig Formerelse af Kund
skabsmængden. Der aabnede sig nye Kilder i mig, og jeg
blev ny for mig selv gennem de ny Indtryk, jeg optog i
mit Sind.
Hvor er det vanskeligt at begrebsbestemme dem! Blot
saadan noget som de Fornemmes smidige Gratie eller som
Tjenernes fortrolige Underdanighed satte mig i ny Stemning.
Det var ikke, som i Italien, Skønhedsindtryk, der greb mig.
(Kvinder, jeg de første Dage saa i Tusindvis paa Gaderne,
var grimme og uskønt paaklædte; Mændene tog sig noget
bedre ud, især Oldinge med karakterfulde Ansigter.) Nej,
det var aandelige Indtryk, som fra først af fyldte mig. De