253 / 398
246
Udflugt til Sverig og Norge
hvad jeg sagde, og desuden var Byen pietistisk, Befolkningen
bestod af
Schartauanere,
som de kaldte sig.
Jeg blev hjerteligt modtaget i de Familier, jeg under mit
første Ophold som nybagt Rus havde lært at kende; jeg var
dagligt indbudt og man stræbte paa enhver Maade at gøre
mig Opholdet kært. Professor Karl Warburg, hvem jeg
havde kendt fra han var Dreng, tog sig af mig som Kollega
og Ven, førte mig sammen med Digteren Bååth, hvem jeg
kendte forud, med Maleren Nils Forsberg og med Hedlunds;
jeg var Gæst i Pontus Fiirstenbergs Hus og saa for første
Gang hans berømte Samling af moderne Kunst. Ogsaa ham
havde jeg kendt fra min tidligste Ungdom og ikke mindre
hans Frue, endnu i den Tid, da hun, en dejlig og hovedrig
ung Pige, indviede sit Liv til Venten og Savn, fordi hendes
strenge Fader forbød hende at ægte en Mand, i hvem han
kun saa Vanskabningen. Hun oppebiede uden Klage og
uden Modstand Faderens Død og skænkede med hvide Haar
sin Haand og sine Rigdomme til den, hun fra sin fejreste
Ungdom havde havt kær.
Blandt mine goteborgske Venner var nu som moden
/
Kvinde den Dame, jeg som Skoledreng saa ivrigt havde
stræbt at interessere, dengang hun selv neppe var udvoksen.
Hun havde bevaret mig sit Venskab og jeg var glad ved at
modtage hendes Gæstfrihed.
Blandt dem var ogsaa nu som gift Frue den Dame, i
hvis Forældres Hus jeg tredive Aar tidligere havde boet.
Jeg havde da holdt hende, et dejligt tolvaars Barn, i Haan
den, naar vi spadserede sammen. Hun tog en Vogn og
kørte mig ud til det gamle Sted, hendes Barndomshjem og
min første Ungdoms Tilhold, et lille Træhus i en Have, som
jeg ikke formaaede at kende igen.