252 / 398
Udflugt til Sverig og Norge
245
ved mod mit Ønske blevet Aarsag til at hun paadrog sig
Bjørnstjerne Bjørnsons heftige Vrede. Det lille Tidsskrift
maatte snart gaa ind og Parret forlade Landet. De udvan
drede til Finland, hvor det, saavidt jeg véd, gik sørgeligt til
bage for dem.
Manden var en fattig Telegrafist; hun selv en renhjertet
og grundhæderlig Kvinde, der troede paa alle demokratiske
Formler og Dogmer som den Kristne paa Aabenbaring. Med
historiske Kundskaber syntes hun kun mangelfuldt udrustet.
Da jeg kort efter Ankomsten var kommet til Sæde ved hen
des Bord, sagde hun de mig gaadefulde Ord: „Nu er jeg
tilfreds med at kende Dr. B. nøjere; da jeg for nogle Aar
siden besøgte Dem i Kjøbenhavn, tog De Modet rent fra
mig ved den Ytring at De ikke troede paa noget i Verden
undtagen paa tre Romere.“ — Har jeg sagt det? Det undrer
mig. Om hvilke tre Romere var der Tale, med Forlov? —
„Jeg husker ikke Navnene, men Sagen er sikker nok; thi
jeg véd, hvilket nedslaaende Indtryk den gjorde paa mig.“ —
Jeg grublede og forsøgte at genkalde mig Damens længst
glemte Besøg. Endelig lykkedes det mig at se hende i en
Lænestol overfor mig, jeg mindedes, at hun talte om fire eller
fem forskellige folkelige, politiske, økonomiske, feministiske
Foreninger, hvoraf hun i Göteborg var Medlem og af hvis
Virksomhed hun ventede sig de største Resultater. — Og
med ét slog det ned i mig: jeg havde svaret: Hvad mig
angaar, venter jeg mig ikke meget af Foreninger. Naar Talen
er om at udrette noget, troer jeg kun paa Cajus Julius Cæsar.
— Det var Fru Breinholms tre Romere.
Jeg holdt nogle Foredrag, men skønt jeg efter min egen
Opfattelse talte godt, var der anden Gang et halvhundred
Tilhørere færre end første Gang og den tredie endnu færre.
Alle erklærede, de forstod ikke Dansk, neppe Halvdelen af