247 / 398
240
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
Natur; et Par Maaneder derefter i Skoven udenfor Skov-
gaard, Boghandler Hegels Ejendom, et overvældende Ind
tryk af danske Skoves uendelige Farvepragt i Oktober i et
usædvanligt Efteraars milde Luft — det var Alt, hvad jeg i
det Aar undte mig af Opaanden fra det haardnakkede
Arbejd.
Aaret igennem modtog jeg fra Kjøbenhavn og Provin
serne stadig tilsendt Prædikener, Opbyggelsesskrifter, fromme
Blade, endnu frommere, meget indtrængende Breve, ustandselige
Omvendelsesforsøg. Det forrige Aartis Bombardement med
Breve efter Formlen: „Det var dig bedre, at du blev kastet
i Havet med en Møllesten om din Hals, end at du skulde
forarge disse Smaa“ var nu i Reglen veget for mildere Forsøg
paa at tale mig til Hjerte. Jeg fik med Posten religiøse
Flyveskrifter, Psalmer og Psalmebøger, en Gang en hel
Bibel fra en gammel Dame, der øjensynligt troede, at Bogen
var mig ubekendt; thi deri var omhyggeligt indstreget, hvad
hun ansaa nyttigst for mig at læse. En af de anonyme
Brevskriverinder, der ugenlig manede mig til Omvendelse,
kom en Dag i Tanke om at disse Breve maaske kunde
kede mig, og bad mig, med en Annonce i det ultrareaktionære
Blad
Avisen
svare paa, om hun skulde ophøre med Corre-
spondancen eller blive ved. Hun undertegnede sig som saa
mange andre: En kristen Kvinde.
Af disse kristne Kvinder kom ingen mig for Øje; derimod
saa jeg af og til ludfattige Kvinder, hvem deres Elendighed
sysselsatte mere end Religionen. Jeg husker saaledes i det
græsselige Kompleks af Fattigboliger, som udgør Stedet
Løven
i Store Kongensgade at have hjulpet en stakkels Kone, ved
Navn Madam Rige, der skulde ernære sig ved Vask og som
plyndredes af en vanartet Søn. Hun var af Svindsot bragt
til Gravens Rand. Hun lignede et Skelet og hendes Hoved