248 / 398
Indtryk a f Fremmede og ensom t Arbejde
241
var et rent Dødningehoved; men Øjnene var smukke og
taknemmelige til det sidste.
I Aarets sidste Maaneder, da jeg holdt Foredrag om
Goethe, levede jeg helt fordybet, som nedgravet, i dette
uhyre Geni. Det stod for mig som var han den i det
attende Aarhundredes Slutning genfødte Renæssance og som
om han var bleven fulgt af Forfald. De, der troede paa
det jævne Fremskridt allevegne, glemte Forfaldstiderne, For
faldsmenneskene. Og det styrkede mig at leve mig ind i
Goethe. Ikke at jeg nogensinde kunde hovmode mig i
Indbildningen om et aandeligt Slægtskab. Men jeg følte og
vidste, at i mig med al min Ringhed var Opgang, opgaaende,
opadstigende Kraft, medens der i mange, rigere udrustede,
var Nedgang.
9.
Aaret 1889 begyndte for mig med at det blev forbudt
alle Boghandlere i Finland at modtage og forhandle mine
sidste Bøger (om Polen og Rusland). De udsendte Eksem
plarer vendte derfor tilbage.
Jeg blev neppe kærligere behandlet i Danmark end i
Rusland. I Anledning af et Forsøg, en fremmed Korrespon
dent i Kjøbenhavn gjorde paa at vinde Navnkundighed ved
Udskældning af mig som den mest bekendte Danske, lagde
den kjøbenhavnske Presse paany alle sine Egenskaber for
Dagen. Min Broder sagde dengang til mig et Par Ord, jeg
ikke har glemt: „Vug dig ikke i Indbildninger. Du er det
danske Folks Prygledreng endnu som for en Snes Aar siden.
Vil du leve i Fred, maa du en Gang for alle give Afkald
paa at sige din Mening.“ Det var den nøjagtige Sandhed.
Jeg var overbevist om Umuligheden af, i min Levetid at se
Resultater af min Virksomhed i Danmark.
Georg Brandes: Levned. III.
16