258 / 398
Udflugt til Sverig og Norge
251
unge Mænd, med hvem jeg kom i Berøring, Hengivenhed,
Inderlighed, Begejstring. Jeg lægger mindre Vægt paa, at
der var Trængsel den Aften, da der efter det sidste Fore
drag skulde være Punschegilde med Taler. Vistnok fire
eller femhundrede Studenter var sammenpressede i et ikke
særdeles stort Rum. David Bergström, den senere Minister
i Karl Staafs Kabinet, holdt følgende Tale til mig:
Det Slægtled, der nu efterhaanden træder ud i Livet, færdigt til dér
at gøre sin Gerning, har ingen let Kamp at bestaa. Hos dem, der be
stemmer den nuværende Tids Udseende, maa det som Regel regne med
saa ringe Samforstaaen, saa liden Godkenden, at det store Flertal af de
Unge foretrækker, straks at kapitulere fremfor at holde Stand i en ulige Strid.
At i de nordiske Lande ikke endnu flere af de Unge opgiver Striden
for hvad de betragter som ret og gavnligt, Striden for det Nye, som vil arbejde
sig igennem, for Fremskridt og Udvikling, at ikke endnu flere ophører at
tænke frit af Rædsel for ikke at tænke som de andre, derfor har vi i
mangt og meget, umiddelbart og middelbart, den Fremmede at takke, som
nu staar midt iblandt os. Hans Livsværk hører til dem, som vil gaa igen
og atter gaa igen i kommende og atter kommende Generationer. I For
eningen Verdandis Navn, i al frit tænkende svensk Ungdoms Navn løfter
jeg mit Glas for den Mand.
Jeg svarte med en Tale, som er trykt i femtende Bind
af mine Skrifter (S. 418). Den gjorde Lykke. Men bag
efter vakte den hos de konservative Studenter en Forargelse,
der gav sig Luft i pudsige Demonstrationer. Saasnart
den veltænkende Presse havde ,givet Signalet ved at angribe
min „Taktløshed“, drog de ophidsede Studenter i Procession
til Universitetets Rektor, den gamle Sahlin, og bad ham
skride ind imod Verdandi. Han afslog ethvert saadant Skridt
og anmodede Studenterne om at falde til Ro.
Foruden David Bergström, der i Anledning af sin Tale
til mig fik meget ondt at høre, var mine nærmeste Bekendte i
Upsala Filologen Karl Ljungstedt, dernæst Student Liljehöek,
en høj og lystig ung Mand, sidenhen bosat i Göteborg, og
den senere Professor, da Docent, Hjalmar Öhrvall. Med ham