257 / 398
250
Udflugt til Sverig og Norge
— for kun at dvæle ved det Smudsige og med Forkærlighed
vælte sig deri.
Nogle Dage derefter indbød Nordenskjold mig til en
lille Middag i udsøgt Selskab.
En ung Pige, jeg i de Dage oftere og med Fornøjelse
traf paa, var Frk. Anna Christenson, senere Fru von Zweig-
bergk, hvem jeg før havde set i Kjøbenhavn og som formelig
lyste op i et Rum ved sin muntre Friskhed. En anden
Dame, jeg kendte fra Danmark, var Fru Olivia Sandstrøm,
dengang bosat i Stockholm, hvor hun dog ikke trivedes ret.
Hun havde som ung Pige været overordenligt smuk med en
mørkladen, sydlandsk Skønhed, havde en ærgerrig, højt-
stræbende Sjæl og god Forstand, men var af dem, i hvis
Stjerner det staar skrevet, at de aldrig skal vinde Lyk
ken, end ikke for ganske kort Tid. Der var oprindeligt en
melankolsk Pragt over hendes Væsen; senere sønderreves
hun nervøst.
Jeg var i Stockholm stadigt omringet af unge Skribenter.
En Flok ganske unge Mænd (blandt hvilke en ung Mann
heimer, hvis Broder havde taget sig af mig i Göteborg) viste
mig stor Opmærksomhed, beværtede mig den Dag, jeg skulde
afrejse til Upsala, med en lystig Frokost, og indtog mig gan
ske ved deres frejdige Ungdom.
Jeg havde tilbudt at holde en Række Foredrag om
Nietzsche i Upsala, hvor Selskabet
Verdandi
havde indbudt
mig. Men man havde afslaaet Æmnet som altfor ubekendt
og i Stedet udbedt sig Heine, der jo var grundigt kendt.
Imidlertid kunde jeg ikke rose mig af nogen Tilstrømning.
Man havde stillet mig i Udsigt, at de talrige Medlemmer af
Selskabet vilde høre mig
in corpore;
men var der den første
Gang halvfuldt i et lille Rum, saa tyndedes Publikum de to
følgende Gange saaledes ud, at det var generende, næsten
beskæmmende. Til Gengæld vistes der mig i Upsala af de