338 / 398
Opgang i Indflydelse
331
Brev. Det lød: Min kære Louise! Det gaar desværre ikke.
Jeg har soldet for meget i den sidste Tid. Lægen foreskriver
mig Afholdenhed og jeg er allerede taget til Roskilde for at
spæge mig.
Din
Holger Drachmann.
Unødigt at sige, hvorledes Stemningen sank.
Dog ikke paa Drachmanns Unoder tænker jeg, naar jeg
mindes ham i hans senere Aar, men paa den sidste Tale,
han holdt til mig. Det var en sildig Nattetime, da han efter
en Aftenunderholdning, han med Bokken Lassen gav, havde
samlet en Del Bekendte til et Maaltid i Dagmarhotellet. De
fleste var gaaede, nogle faa Venner og Veninder var bievne
tilbage, da han rejste sig og sagde: Nu vil jeg tale til dig.
— De faa, der hørte ham da, vil ikke have glemt det.
Talen var ren Improvisation; men den var saa fast
formet, saa mærkeligt skøn, som var den et længe planlagt
Kunstværk. Med sin hæse, lidt tilslørede Stemme begyndte
han ganske dæmpet og vedblev i Samtaletone, men saaledes,
at Foredraget bævede af Inderlighed. Jeg var netop i de
Dage blevet hidsigt undsagt af enkelte Yngre, hvis Vilje til
at fortrænge mig, lige meget ved hvilke Midler, var kraf
tigere end deres egen frembringende Evne. Noget derom
maa rimeligvis være kommet Holger Drachmann for Øre.
Thi det forekom mig, som sigtede han dertil.
Han begyndte med at skildre et moderne Krigsskib,
den umaadelige Omtanke, der var gaaet med til at bygge det
hensigtstjenligt og hurtigtløbende, al den Genialitet, der ud
krævedes til at indrette det, saa det i Krig kunde gøre Fyl
dest, og den Omhu, hvormed det var udrustet, provianteret,
bemandet, talte saa om det, som om en levende Skabning,
smuk og farlig, et Værn for Land og Folk. Saa sammen
lignede han mig med saadant et Skib.