340 / 398
Opgang i Indflydelse
333
nulevende mener at skylde mest. Det er hans Optræden mere end noget
andet mellem Himmel og Jord, der ad den korteste Vej har ført os ind
paa de Baner, ad hvilke man aandelig talt bliver fri og frelse Mænd.
Han var bestandig foran os, og i hans Følge pressede vi os sammen.
Var vi ikke de mange, saa var vi ikke de ringeste. Og jeg tænker ikke
her nærmest paa de literære Folk iblandt o s, jeg tænker paa alle
dem af vor Slægt, hvem hans Skrifters klare Aand, hans store Viden,
hans skønne Form, hans ubekymrede Menneskelighed har faaet til at
tænke og handle naturligere, klogere, mere sundt og lige paa, dristigere
maaske, end de ellers vilde have tænkt og handlet, og til at føle mere
personligt.
Skram fremhævede længere henne i sin Tale, at han
ogsaa stod der som de Unges Talsmand:
Da jeg før takkede ham i den Slægts Navn, hvortil han selv i
Hovedsagen hører, kunde jeg med det samme have fremhævet, at den
Slægt, der er fulgt efter, staar ganske som vi. Ogsaa de Unge iblandt
os vender sig med bevæget Sind imod ham og hilser i ham deres Fører
(Tilslutning).
Han vendte sig saa mod en Linje i den nysafsungne
Sang: „Den Sag, han har baaret, har alt vundet Sejr“ og
viste med megen Virkelighedssans, at det materielt ingenlunde
forholdt sig saaledes; han beraabte sig paa, hvorledes Dommen
over mig kort forinden havde lydt i Landets lovgivende
Forsamling, en fældende Dom, der efter hans Opfattelse
betegnede et stort aandeligt Nederlag, sat i Værk af det
daværende Styre:
Saa vender vi os da, en slagen Hær, mod Dem, Georg Brandes, og
beder Dem: Vær fremdeles vor Fører! Hvad vi ikke har vundet med
Dem i Spidsen, det
vil
vi vinde; De er nu som før den bedste, og det
nuværende Danmark er vel ikke evigt.
En Sang af Sophus Claussen, der dengang endnu ikke
som Lyriker havde vundet den Beundring hos Ungdommen,
der senere faldt i hans Lod, begyndte med Strofen:
Nu bør det sig, vi vender
den Tak, som Læben brænder,