339 / 398
332
O pgang i Indflydelse
Derefter skildrede han en moderne Sømine, en kunst
løs Daase, fyldt med Sprængstof, gjorde den ret erbarmelig
og uinteressant, og udbrød, næsten med Forfærdelse: Tænk,
om en saadan ussel Daase sprængte Skibet i Luften! Him
len forbyde, at det nogensinde sker!
Dog selve Billedet var ikke Hovedsagen, og Ordlyden,
som jeg naturligvis har glemt, var det lige saa lidt, men
Poesien deri, Stemningen, som var derover, al den gamle
Hengivenhed, der var født i hans Sjæl for mer end en
Menneskealder siden. Man oplevede en sand Digtnings Til
blivelse, var Vidne til en Digters øjeblikkelige og mægtige
Inspiration. Man følte, at den Mand, dér stod, med al men
neskelig Svaghed var en gudbenaadet og hans Sind en aldrig
tilstoppet Kilde til Poesi.
Den Nat følte jeg det trods Alt som en lykkelig Skæbne
for mig, at jeg var bleven samtidig med Holger Drachmann.
13.
Festmaaltidet for mig den 25. Oktober 1891 i Concert-
palæet i Kjøbenhavn, ved hvilket de ypperste danske For
fattere og Kunstnere med deres Damer og overhovedet
ikke faa førende Personligheder var til Stede, indlededes
med en Sang af Schandorph, der i begejstrede Udtryk og
med noget vel udæskende Vendinger priste mig og ned-
sablede Modstanderne. Derefter holdt Erik Skram Hoved
talen, en stor og varm Tale, af hvilken her blot et Par
Sætninger skal anføres. Han sagde bl. a.:
Det er mig en Nødvendighed og Tilfredsstillelse at faa sagt, at vi,
som i Alderen omkring de tyve Aar — altsaa i den Alder, da man be
gynder at kunne vrage og forstaa — sluttede os til Brandes og i den
Anledning var begejstrede og saa fulde af Haab, som unge Mænd kan
være det — at vi i ham saa og i ham
ser
den Mand, hvem vi af alle