337 / 398
330
O pgang i Indflydelse
Han stod sig overmaade godt med min Datter, som da
var Barn. Engang, da hun skulde have Middagsselskab for
jævnaldrende Kamerater, havde hun mødt Drachmann paa
Langelinie, og sagde ved Hjemkomsten til mig: du bliver
ikke vred, jeg har bedt Holger Drachmann med til mit
Selskab. — Til Børneselskabet? — Ja. — Det gør ikke
noget; men jeg maa da ogsaa bede nogle Voksne. —
Saaledes blev det et Middagsselskab af Personer paa
meget forskelligt Alderstrin, der dog gik godt.
Holger
Drachmann havde med Aarene lagt sig den suveræne Vane
til, at han sagde Du til enhver, han syntes om, Kvinde som
Mand. Over Bordet siger han til en Ingeniørs unge Frue,
for hvem han lige var bleven forestillet: Du, Louise, burde
gøre et smukt Gilde for mig. Jeg hører, du har godt Raad,
saa det kan ikke genere dig. — Den paagældende Dame
forstod først slet ikke, at det var hende, som blev tiltalt;
men tog sig hurtigt i Situationen og gik med Fornøjelse ind
paa hans Forslag. — Saa maa alle indbydes, som her er til
stede, sagde Drachmann. — Dette fremkaldte nogen For
legenhed, dels fra Ingeniørfruens Side, som ikke engang
kendte de mange Smaapiger, dels hos selve disse, der ikke
turde følge nogen Indbydelse, før de „havde spurgt deres
Foræ ldre“.
Imidlertid blev Terminen fastsat til Ugedagen derefter,
og Familien, der vilde hævde sit Ry for Gæstfrihed og gerne
hædre Drachmann, gjorde sig imens den største Umag for
at faa en uforglemmelig Festlighed i Stand. Foruden den
lille Kres, der var samlet hos mig, indbødes en større af
dens egne Venner og Veninder. Ingeniøren lod trykke en
Menu, hvor der ved hver Ret og hver Vin fandtes et pas
sende Citat af Drachmanns Værker, og hele Bordet var
blomstersmykket som til en Højtid.
Alle var samlede, da et Bud overbragte Husets Frue et