333 / 398
326
Opgang i Indflydelse
under Frederik VII ikke havde eksisteret, og det var blevet
den afgørende Magt, skønt det var umuligt at nævne den
Aandsretning, det repræsenterte, og er siden da blevet det
bestandig mere, skønt Aandsretningen er lige uangivelig.
Mit Svar lød saaledes:
Prag,
24. Juli 1892.
Kære Drachmann!
For mig, hvem din Fader under ualmindelige Forhold
havde vist sjælden Velvilje og Sympati, men som aldrig
havde havt Lejlighed til at tilkendegive de Følelser, han ind
gød, var det en Fornødenhed at bevise ham, hvad man
kalder „den sidste Æ re“. Din Fader var en Mand, der
følte stort, tænkte redeligt og sundt. Selv den, der i For
holdet til ham kun stod som en fjern Bekendt, maatte føle
sig tiltrukket af den elskværdige Personlighed og dens faste
Præg. De Brudstykker af hans Levned, som i sin Tid
offenliggjordes, var jo rent ud fortræffelige. Sanddruhedens
Simpelhed stemplede disse Meddelelser om sjældne Tildra
gelser og store overvundne Vanskeligheder. De henrev mig.
Din Fader var ikke at bevæge til at udgive sin Levneds
skildring helt. Mindet om udstaaede Genvordigheder i Barn
dommen mere endnu end en vis Skyhed holdt ham tilbage.
Hans Efterladte bør betragte det som en Pietetshandling
imod ham og som en Pligt mod Læseverdenen at give den
hans Erindringer ubeskaarne. Der vil være meget at lære
deraf, og Skriftet vil vinde den Døde Hjerter.
Vi mødtes efter lang Tids Forløb ved hans Grav, og
Du har villet, at med ham, der gerne havde set alle frugt
bare Kræfter i Danmark forbundne, skal for bestandig en
gammel Tvist være begravet. I et smukt Digt fra Oktober
ifjor rakte Du mig din Haand og trak den paany tilbage.
Ved din Faders Grav rakte jeg Dig min, og tag min Tak
for det Haandtryk, hvormed Du nu har grebet den.