Previous Page  332 / 398 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 332 / 398 Next Page
Page Background

Opgang i Indflydelse

325

inderligt — netop fordi man

kun

kan elske det Land, i hvis Sprog man

skriver sine Kærlighedsbreve.

Men Hykleriet, Slapheden, den aandelige Fattigdom, der kryber i

Liberiet — det er dem, der er

det

, som skal føle, at vi ikke bærer

Kaarden forgæves og at vi kan lægge Riset til, naar de plager os for

meget.

Dér har Du ført an i disse tyve Aar — og dér staar du støt. Dine

Fejl? — aa maal dem engang med alt det Godtkøbs-Filisteri, som nu er

oppe derhjemme — om hvis Eksistens Verden eller Historien aldrig vil

faa Anelse — og som ikke engang er kommen saa vidt, at de har faaet

Fejl. Der vil aldrig blive „tavst“ om dig, saa længe der er dansk og

nordisk Ungdom til, som gider anstrenge sig for at blive mandvoksen —

heller ikke saa længe der er Snobber til, som plaffer paa dig i Aviserne.

Bliv derhjemme — eller gaa andetsteds hen — men ophør aldrig med

at mane Ungdommen til at lære Krigshaandværket — ligegyldigt om man

siden vil stride for „Freden“. Du er Manden dertil!

Hvad mig angaar, jeg har faaet min Ungdoms Vikingeskib sat i

Søen igen, og jeg agter at fare.

Terminologi er ligesaa kedelig som Allegori — men vær sikker paa

Et: Du skal faa Fornøjelse af mig, Du og „Menigheden“- Jeg staar

stadigvæk i Gæld til begge; i størst til dig.

Leve Danmark; leve Friheden!

Din

Holger Drachmann.

Drachmann fik Aaringer igennem Forbitrelsen at høre

over de haanske Ord: „Vi er — højt regnet — et halvt

Hundred Mennesker, som

bærer

dette Land“. Han var jo

vant til ikke at agte paa, hvem eller hvor hans Ord kunde

saare. Ingen fremhævede Vemoden og Sorgen i dette Brev,

den samme, der var kommen til Orde i

Forskrevet

, der

vistnok trods dens Formløshed er hans betydeligste og dy­

beste Fortælling. Han havde jo Ret i at vi var endt „som et

tarveligt tysk Duodezrige“ ; det var jo ikke sandt, hvad man

i hine Dage undertiden med Smerte sagde, at Frederik Vis

Dage var vendte tilbage; der gaves under ham langt mere

Selvstændighed overfor Kongehuset end nu; gamle Mænd

protesterede altid, naar de hørte Ordet. Nu og derefter var

Hojfet

paany bleven en Magt i Danmark, dette Hof, som