![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0332.jpg)
Opgang i Indflydelse
325
inderligt — netop fordi man
kun
kan elske det Land, i hvis Sprog man
skriver sine Kærlighedsbreve.
Men Hykleriet, Slapheden, den aandelige Fattigdom, der kryber i
Liberiet — det er dem, der er
det
, som skal føle, at vi ikke bærer
Kaarden forgæves og at vi kan lægge Riset til, naar de plager os for
meget.
Dér har Du ført an i disse tyve Aar — og dér staar du støt. Dine
Fejl? — aa maal dem engang med alt det Godtkøbs-Filisteri, som nu er
oppe derhjemme — om hvis Eksistens Verden eller Historien aldrig vil
faa Anelse — og som ikke engang er kommen saa vidt, at de har faaet
Fejl. Der vil aldrig blive „tavst“ om dig, saa længe der er dansk og
nordisk Ungdom til, som gider anstrenge sig for at blive mandvoksen —
heller ikke saa længe der er Snobber til, som plaffer paa dig i Aviserne.
Bliv derhjemme — eller gaa andetsteds hen — men ophør aldrig med
at mane Ungdommen til at lære Krigshaandværket — ligegyldigt om man
siden vil stride for „Freden“. Du er Manden dertil!
Hvad mig angaar, jeg har faaet min Ungdoms Vikingeskib sat i
Søen igen, og jeg agter at fare.
Terminologi er ligesaa kedelig som Allegori — men vær sikker paa
Et: Du skal faa Fornøjelse af mig, Du og „Menigheden“- Jeg staar
stadigvæk i Gæld til begge; i størst til dig.
Leve Danmark; leve Friheden!
Din
Holger Drachmann.
Drachmann fik Aaringer igennem Forbitrelsen at høre
over de haanske Ord: „Vi er — højt regnet — et halvt
Hundred Mennesker, som
bærer
dette Land“. Han var jo
vant til ikke at agte paa, hvem eller hvor hans Ord kunde
saare. Ingen fremhævede Vemoden og Sorgen i dette Brev,
den samme, der var kommen til Orde i
Forskrevet
, der
vistnok trods dens Formløshed er hans betydeligste og dy
beste Fortælling. Han havde jo Ret i at vi var endt „som et
tarveligt tysk Duodezrige“ ; det var jo ikke sandt, hvad man
i hine Dage undertiden med Smerte sagde, at Frederik Vis
Dage var vendte tilbage; der gaves under ham langt mere
Selvstændighed overfor Kongehuset end nu; gamle Mænd
protesterede altid, naar de hørte Ordet. Nu og derefter var
Hojfet
paany bleven en Magt i Danmark, dette Hof, som