330 / 398
Opgang i Indflydelse
323
Til
Dr. Georg Brandes
Ombord i „Ariadne“, Elbmundingen, i Juli 1892
Min Ven
For ikke længe siden trykkede vi hinandens Haand ude paa Skibs-
kirkegaarden i Kjøbenhavn.
Det var, da vi havde fulgt min gamle Fader til Jorden.
Han ligger nu derude, blandt Skibskamerater og Kaldsfæller, som
en Hædersmand, en Arbejdsmand, en Demokrat.
Jeg kan sige Dig, det smertede ham dybt, dengang Du og jeg skiltes.
Vi — han og jeg — stod i Grunden hinanden fjernt gennem hele Livet.
Han var mig for usammensat, for positiv, maaske for nøgtern, Hæders
mand, som han levede Livet, og Helt, som han langsomt døde. Som bekendt blev
han, ved Forsynets uransagelige Tilskikkelse, sejgpint gennem lange Aar,
og han klagede sig aldrig. Det forekom mig, da jeg sidst saa’ ham, som
om han spørgende vendte sine Øjne imod mig med et Udtryk af et nobelt
og forpint Dyr, der ikke begriber den hele Jagt . . . . og dog var han
altid ilag med at skulle hitte „Livsgaaden“. Jeg vilde aldrig være med
dertil — lige saa nødigt som til at spille Skak, hans Yndlingsspil i de
kraftigere Mandsaar; han kom ikke stort ud over at betragte mig som en
begavet Søkadet; men han hørte til
din
Menighed, læste Dig, diskuterede
Dig, satte Dig overordenligt højt — og sørgede, da Du og jeg skiltes.
I Anledning af Hørups Stilling ifjor Efteraar udbrød han: det maa
være haardt at være Politiker og Journalist nu — for vi glider ned i det
bundløse Filisteri!
Hvor havde han Ret.
Georg Brandes; da jeg havde taget Afsked med Dig — og de andre
gamle Venner — derude paa Skibskirkegaarden, saa stod jeg et Øjeblik
alene; og jeg tænkte tilbage paa disse tyve Aar — siden dengang, da jeg
udgav min første lille Digtsamling „Til min Ven Dr. Georg Brandes“.
Til min Faders Egenskaber hørte den, at holde sig længe ung. Det
forekommer mig idag, hvor jeg skriver dette, at jeg endnu er i Tyverne.
Og jeg ryster endnu engang din Haand og jeg siger D ig: jeg har været meget
ung — Gudskelov, at jeg er det endnu!
Men der har været Perioder af Gammelmands-Anfald over mig, og
under et saadant skiltes vore Veje; jeg var simpelthen bleven træt— jeg
er det ikke mere — bliver det forhaabenlig først sent ud paa Aftenen
igen, naai alle Lys slukkes. Du har aldrig været det.
Jeg bøjer mig hverken for din Avtoritet, hvor begrundet den er, dine
Kundskaber, hvor mange de er, din Produktionsevne, der er i Slægt med
min, din Stilling som Fører i den store Falanks af fri og frelse Mænd.
21
*