326 / 398
Opgang i Indflydelse
319
Divergens og stærkt betonede den fælles Stræben i dansk
Aandslivs Tjeneste. Han sparede ikke paa Ros, sagde om
mig: „Han staar som den største Kraft i en Literatur og
som det ejendommeligste Bidrag, vi i disse Aar har givet
til Verdensliteraturen.“ Men han vilde bestemme mit Væsen
og mindede om Jægerhornet i
Drot og Marsk
, der har den
Egenskab,
at det kalder Mcend.
Med et saadant Horn var
jeg optraadt, og istedenfor Barnets snevre Horizont aabnedes
der en videre, en uendelig Horizont. Dog jeg havde stræbt
ikke blot at vise, hvor stor Verden var, hvor mange Mulig
heder, der fandtes, men at udvikle Manden til Selvstændig
hed og Klarhed over sig selv. Min Grundbestræbelse var
den at frigøre og udvikle den enkelte Personlighed i dens
Ejendommelighed. — Det var ikke muligt at sige noget mere
Rammende.
Saa fortsatte han, at ogsaa i en anden Betydning kaldte
Stævnet Mænd; det meddelte Liv og Bevægelse til Jævn
aldrende af meget forskellig Retning og æggede dem til Mod
sigelse; men i Aandens Verden var Anskuelsernes Brydning
og Strid af det Gode. Han selv havde fulgt min Færd
snart med Tilslutning, snart med Modsigelse, aldrig med
Ligegyldighed.
Han sankede gloende Kul paa mit Hoved.
10
.
Med Holger Drachmann var Tilfældet ganske forskellig
artet. Fra første Færd af havde han følt sig stærkt draget
til mig. Netop hvad der frastødte Høffding hos mig, noget
Revolutionært i mit Naturel, maatte tiltrække ham. Vi havde
desuden vore kunstneriske Anlæg og en afgjort Skønheds
dyrkelse tilfælles.