331 / 398
324
Opgang i Indflydelse
Jeg véd saa omtrent nu, hvad jeg duer til; og jeg duer mindst af alt til
at være i nogen Livvagt.
Jeg er hverken aandrig eller kundskabsrig eller literær eller noget
af alt det; jeg er en Mand, der elsker Styrken, Skønheden og Friheden.
Jeg bøjer mig i Beundring for den „Linje“ i Dig — den uafbrudte Linje
— der betegnes af Styrke, Skønhed og Frihed. Jeg er naaet sent frem i
Udvikling; Du var færdig fra første Haand, har aldrig bøjet af, har gjort
dine Dumheder, men altid ligelinjet — — — Du er et stort Stykke
m andligt
Danmark i dette Decennium, hvor det Udviskede regerer os.
Vi ses maaske — eller rimeligvis — aldrig mere; det er kun Smaa-
piger og tarvelige Journalister, som „forsones“ igen. Men fra den Dag
derude ved den gamle Professors Jordfæstelse er jeg din Ven; og Du
kan stole paa, jeg skal tage haardt i, Side om Side med Dig, hvor langt
vi saa er fra hinanden.
Det svor jeg ved mig selv, da jeg stod alene derude paa Skibs-
kirkegaarden. Eller bedre: jeg havde disse fire sidste Aar lagt alle Bog
staver til Rette i min „borgerlige“ Edsformular. Dette er endnu bedre,
end at skrive min Fader et Digt.
Du gode Gud; at Niveauet skulde kunne sænkes
sa a
dybt — det
havde vi dog ikke Anelse om i Begyndelsen af Halvfjerdserne, hvor
megen Intuition vi end rykkede i Marken med. Vi bevarede alligevel et
lønligt Haab — ¡overmorgen, eller næste Uge, næste Aar
sker
der Noget.
Der vil gaa Frihed, Skønhed, Styrke over det lille Land.
Og der gik alt det modsatte over os Allesammen; vi er endt som
det tarveligste tyske Duodezrige, hvor Folket raaber Hurra, naar den røde
Kusk viser sig — et Kongerige for den habile Middelmaadighed — et
Land for Børn og barnlige Sjæle, for Tanter og Kammerjunkere og indre
Mission og bajersk 01 og ørkesløst Bynyt.
Nej, vi troede dog ikke, at det skulde komme dertil.
Vi er — højt regnet — et halvt Hundred Mennesker, som
bærer
dette Land og for hvem det er en Lidelse at bære.
De fleste af os holder det kun akkurat ud at være derhjemme og
„bære“. De, som kan, vandrer ud — men tager hele Byrden med sig.
Nuvel; i Modsætning til Fattigdommen, Slappelsen, Forkuetheden
og Modløsheden, saa vil
vi
netop ikke trættes, forkues osv. Det er
os,
som
er Danmark — og ikke Tanterne, Kammerjunkerne og Øllet i Kjøbenhavn
saavelsom Middelmaadigheden paa Land og i Købstad.
Overalt i Tysk
land, hvor jeg har hørt
dit
Navn nævne med Højagtelse og Beundring,
hed det altid: „der
Däne
Georg Brandes“.
Saaledes var det stedse og
saaledes skal det være. Thorvaldsen i Rom — det var Danmark; H. C.
Andersen ude i Verden — atter Danmark; Gade ligesaa; J. P. Jacobsen,
Du, jeg, de Andre —
v i
er det Land og det Sprog, som vi elsker saa