357 / 398
RØDT OG GRAAT
l .
jeg kendte nu tilbunds min Stilling som aandelig Fører
paa dansk Grund. Talte jeg i fleres, i en Gruppes, endsige
i det danske Folks Navn, faldt man mig straks i Ryggen,
misbilligede og fornegtede mig. Afslog jeg at optræde, gjorde
man fra de forskelligste Sider gældende, at jeg svigtede min
Pligt, anførte
Noblesse oblige
og andre smukke Talemaader.
Hørup skrev, uden Hensyn til mig, vel med Tanken
rettet paa sig selv, i de Dage: „I Danmark udpeger man til
Førere de Mænd, som Alle er enige om at holde nede. Du
burde gøre det, siger man, og man mener: Vi Andre for
beholder os at svigte dig og falde dig i Ryggen og spænde
Ben for dig den Dag, du skal handle. Man siger ikke:
„Før an, vi følger“, men „Før an, vi gør vort Værste“, og
bagefter føjer man til: „Det var ogsaa en Skam, at han
holdt sig tilbage.“ — Det blev Formelen for Resten af mit
Liv i Danmark.
Politisk var dette en Stilstandens Tid paa dansk Grund,
ingen Begivenheder og ingen Fremgang. Men i den Taage,
som det politiske Hykleri og det offenlige Livs Forløjethed
udbredte, forberedtes ihærdigt Oppositionspartiets Opløsning,
idet Halvdelen deraf stedse inderligere smeltede sammen