363 / 398
356
Rødt og G raat
Avisartikel af mig, men da jeg gik ham paa Klingen og
vilde vide dens Titel og Indhold, viste det sig, at den var
af en anden. Da jeg var saa vidt, spurgte jeg ham ret
barsk, med hvad Ret han da beraabte sig paa mig, naar
han gjorde sin gode Fader Livet surt. Han blev saa flov,
som Situationen medførte. Desværre gjorde, som jeg havde
frygtet og forudsagt Faderen, min Indskriden kun Ondt
værre.
Bedre Held havde jeg med mig i en anden, mere sam
mensat Sag. En Dag kom en ung Pige til mig, medtaget
og forgrædt, og bad mig hjælpe sig, da jeg efter hendes
Paastand var den eneste, som kunde. — Hvorom det drejede
sig? — Hendes Forlovede havde brudt med hende. — Hvad
jeg i den Sag formaaede? — Alt, thi den unge Mand vilde
sikkert forsone sig med hende paany, ifald jeg kraftigt op
fordrede ham dertil. Saa megen Pris satte han paa mig. —
Selvfølgelig betonede jeg Vanskeligheden ved at indblande
mig i saa intime Anliggender og min afgjorte Tvivl om at
kunne udøve nogensomhelst Indflydelse paa den unge Herre.
Tilmed stred det mod min Overbevisning at bevæge en Mod
stræbende til Samliv med et andet Væsen. — Men det for
tvivlede Pigebarn opgav ikke sin Sag, og aftvang mig ved
sine Bønner et Løfte om at sende hendes Forlovede et Brev
og bede ham komme til mig. Dog først fortalte hun mig
naturligvis sin Historie:
En vel fyrretyveaarig Mand, Husven i Forældrenes Hus,
saa fortrolig med Moderen, der tilbad ham, at han af denne
stadigt i al Hemmelighed modtog Understøttelse af Hus
holdningspengene, havde forført hende, da hun kun var
seksten Aar gammel. Selv var denne Mand Ægtemand og
flere Gange Fader. Da hun saa var bleven med Barn, var
hun bleven bortsendt, og havde i Stilhed i Udlandet bragt
sit Barn til Verden. Kort derefter var det døet. Efter hendes