367 / 398
360
Rødt og Gra a t
Paa min venstre Side havde jeg Skuespillerinden, Fru
Gundersen, hvem man havde bedet Henrik Ibsen føre til
bords. Saa høj Pris han satte paa Fru Gundersen som
Kunstnerinde, blev han dog lidt gnaven ved at faa hende
paatvungen som Dame; han havde helst paa egen Haand
valgt sig en yngre Bordfælle.
Man afsang en Festsang, og Hr. Chr. Collin, til hvem
man som til en Sagkyndig havde overdraget det Hverv at
føre Ordet, holdt en Tale for mig, hvori han udtrykte sig
som den loyale, om end ikke skarptskuende, Modstander
han var. Da jeg havde svart med en Tale, der nu findes
i mine Skrifter (XV, 424), udbragte Professor Brøgger en
begejstret Skaal for Henrik Ibsen. Med Hentydning til de
Kanoner, som i hine Dage søgtes tilvejebragte ved frivillig
Subskription, udbrød han: Den Mand er for Norge mere
værd end en Kanon!
Da vi rejste os, hviskede jeg til Ibsen: Lidelsesfælle!
Han svarte: Gudskelov, at det er ovre! — Efter Bordet
kunde man bevæge sig utvungent og Tonen blev friere.
Enkelte nedringede unge Damer sagde mig søde Ord i Øret,
og enkelte unge Skuespillerinder og Sangerinder sagde mig
nedringede Komplimenter.
Dagen derefter var jeg til en morsom, landlig Middag
hos Frits Thaulow i hans Hjem i Hvalstad, hvor vi selv
skyllede Glassene mellem Retterne til hver ny Sort Vin.
Næste Dag igen, da jeg spiste hos Ibsen, oplevede jeg en
pudsig Scene. Husherren, hvis Stemning overfor hans store
Digterfælle paany ganske havde drejet sig, og som iøvrigt
var i det fortræffeligste Humør, vilde absolut fortælle mig
en efter hans Sigende yderst morsom Historie om Bjørnson.
Husfruen forbød ham det under Henvisning til det nyligt
stiftede Familieforbund med det Bjørnsonske Hus. Ibsen
erklærede, at han anerkendte intet saadant Slægtskab. Da