366 / 398
Rødt og Graat
359
I Kristiania kom straks Advokat Meyer til mig og vi
førte en halvanden Times Samtale om norsk Politik, som
han havde sin selvstændige og originale Opfattelse af. Straks
efter ham kom
Villustre vieillard
at hilse paa mig, og næste
Formiddag havde Henrik Ibsen igen en lang Samtale med
mig, under hvilken han sagde mig, at han om Aftenen for
første Gang vilde høre et Foredrag af mig. Desværre havde
han ikke meddelt andre sit Forsæt, saa da han kom, fik
han en ussel Plads i en Afkrog. Jeg havde gjort mig stor
Umag med mit Foredrag, som overværedes af Professor
Hagerup og alle mine Bekendte blandt Norges Malere; men
jeg holdt det kun middelmaadigt, da under den stærke
Trængsel i Salen Dørene uafbrudt knirkede, hvad der
ærgrede og forstyrrede mig. Jeg sluttede tvangløst med en
artig Sammenligning mellem Hamlet som Prins af Danmark
og den unge kraftfulde Fortinbras som Norges Hersker og
Repræsentant.
Efter Foredraget blev jeg hyldet. I Talen for mig frem
hævedes min „uberegnelige Indflydelse“ i Norge: „ingen Mand
kunde daarligere undværes“. En ung Mand oplæste Vers til
min Ære. Jeg selv holdt en spøgende Tale.
Næste Dag blev jeg skrækkelig overskældt af den danske
Korrespondent til det stedlige
Aftenposten.
Den Dag fandt Festen for mig Sted i Logens Lokale.
Anordningen var smuk og smagfuld; der var 150 Mennesker
tilbords. Man havde bedt mig byde en ungdommelig Stats-
raadinde Armen, en elskværdig Dame, som betroede mig, at
hendes Mand var „det dejligste i Verden“ og at den største
Fryd, hun kendte, var den at drikke en Flaske Champagne
ene med ham. Hun tilstod mig desuden, at hun afskyede
„Zigøjnere og Artister“, hvilket ikke undlod at forurolige
mig en Smule, da jeg ikke nøje vidste, til hvilken Gruppe
jeg selv blev regnet.