361 / 398
354
Rødt og Gra a t
versitet. Et Avis-Felttog var aabnet, og ikke faa talte med
formelig Lidenskab min Sag. Den ildfuldeste af alle var Den,
som havde mest Interesse i at jeg ikke kom, nemlig den
Mand, som i dette Øjeblik beklæder Stillingen, han undte
mig, Gerhard Gran. Lars Holst, da Statsrevisor, lagde lige
ledes sin hele Indflydelse i Vægtskaalen for mig, og Rege
ringen erklærede sig villig til at undertegne min Udnævnelse,
saa snart jeg indsendte en Ansøgning. Men jeg kunde ikke
overvinde mig til at gøre det, overbevist som jeg var om,
at man med sin udprægede Patriotisme meget snart vilde
kræve min Fjernelse som dansk, og endnu mere overbevist
som jeg var om, at jeg paa norsk Grund ikke vilde kunne
trives. Nordmændenes Selvfølelse var mig for stærk. Atter
og atter fremhævedes f. Eks. dengang i norske Blade, at
Norge var den anden blandt Europas søfarende Magter. Det
vilde jo dog kun sige, at det besad en overordenlig Mængde
af smaa daarlige Træskibe og Sejlskibe. Jeg var vis paa, at
Værdien af blot Hamborgs og Bremens Dampskibe var den
mangedobbelte af alle norske Skibes.
I de Dage havde jeg Besøg af en norsk Universitets
professor, til hvem jeg udtalte mig om den Højde, National-
forfængeligheden nu havde naaet: Det er, sagde jeg, nu som
i Oldtiden, hvor hverken Grækere, Jøder eller Romere tviv
lede paa at være de Udkaarne. I de nordamerikanske Fri
stater er det en Troessætning, at Landet og Folket er Jo r
dens første, i England ligesaa, i Frankrig ligesaa, i Tyskland
ligedan, endda med et Højtryk; ingen Italiener eller Hellener
tvivler paa sit Folks Overlegenhed i Kraft af dets Afstam
ning; selv i det lille Danmark indførte Grundtvig Troen
paa, at de Danske var Guds Hjertefolk, til hvilket han
trænger. Og, tilføjede jeg med et Smil: Ikke sandt, i Norge
er der ikke faa, for hvem Nordmændene uden videre er
Jordens ypperste Folk? — Professoren blev lidt rød i Kin