362 / 398
derne og sagde, idet han trak paa Ordene: „Jeg maa tilstaa,
det mener ogsaa jeg.“
En saadan Tro er jo som nyttig Illusion til en vis
Grad en Styrke, men gør en Fremmeds Stilling i Folket
usikker.
4.
I Kjøbenhavn henvendte ikke sjældent Ubekendte sig
til mig med personlige Henvendelser af besynderlig Art.
Saaledes netop hyppigt i Vinteren 91—92. En Dag indfandt
en Søofficer sig, en velopdragen Mand, for at spørge mig,
om jeg virkelig hyldede og forkyndte den Lære, at en Søn
burde vise sig uforskammet mod sin gamle og meget vær
dige Fader. Da jeg bad ham forklare mig, hvad dette Spørgs-
maal skulde sige, udviklede han, at i en Familie, der stod
ham nær, beraabte Sønnen sig under sin utaalelige Adfærd
overfor Faderen, en hæderlig Koffardi-Kaptajn, stadigt paa
mig og mine Lærdomme. Forundret udbad jeg mig den
unge Mands Navn. Jeg havde aldrig hørt det. Man bøn
faldt mig imidlertid, i Kraft af den Indflydelse, jeg forment
lig udøvede over Ynglingen, at hidføre en mindre ulidelig
Tilstand, og snart kom Faderen selv, der gjorde det bedste
Indtryk, for at anmode mig om at tale Sønnen til Rette.
Ved Krydsspørgsmaal kom jeg til den Overbevisning, at
uhyggelig kvindelig Indflydelse var den sande Aarsag til
Familiens Opløsning; men jeg lovede at gøre hvad jeg kunde,
og fik under et Paaskud den unge Mand til at søge mig.
En vammel, blegfed Fyr stod paa den berammede Dag i
Døren. Jeg underkastede ham, uden at han begreb, hvor
jeg vilde hen, et skarpt Forhør. Det viste sig da, at han
aldrig havde hørt mig tale paa Universitetet, aldrig havde
læst en Bog af mig. Han troede at have læst en enkelt
23*
Rødt og G raat
355