358 / 398
Rødt og G raat
351
med selve det grundlovsbrydende Parti, som det gjaldt om
at bekæmpe, og forbandt sig med det imod de udholdende
Partifæller. Statskupet 1885 havde forenet de tre Fjerde
dele af Folket i Løftet om utrættelig Modstand mod det
Ministerium, som havde sprængt Forfatningen. Ved de nu
forestaaende Valg var Halvdelen af de saaledes Forbundne
dels træt og mør af Striden, dels ængsteligere for Arbejdere
og Husmænd end for ejendomskonservative Godsejere og
Professorer, i Stilhed besluttet paa at stemme sammen med
det Ministeriums Tilhængere, man for et Skins Skyld endnu
paastod at bekæmpe. Overløbere vilde de Paagældende selv
følgelig ikke kaldes; nej, de hævdede, at Folket vilde Fred
og Forsoning, var sygt af den indbyrdes Krig. Ivrigst blandt
dem var Gammelgrundtvigianerne. Som Hørup da sagde:
„Morsomt nok er der blandt disse Træthedens Herolder
nogle af den gamle, urdanske Folkeaands mest langskaftede
Bersærker, Sønner af Holger Danske, Sønnesønner af Thor
med Hammeren, kraftige Lægge, som paa Folkeaandens
Vegne har vandret med Bukserne inden i Støvlerne lige fra
de gik til Præsten. For deres Syn har den evig unge Folke-
aand pludselig forvandlet sig til et gammelt, udslidt og sele
brudt Øg, der ikke vil mere og ikke kan mere, der har
trukket længe nok for Frihedslæsset og som endelig har
lagt sig midt paa Landevejen, plat i Provisorie-Sølen, for
ikke at rejse sig mer.“
Influenzaen rasede i Kjøbenhavn og udenfor Kjøben-
havn; Befolkningen var syg i Kroppen og syg i Viljen, ret
i rivende Nedgang, medens man da som altid indbildte sig,
at Fremskridtet Dag for Dag vandt Jordsmon og med hul
Begejstring proklamerede dette Fremskridt.